Syv radikale krav til Thorning

R stiller med syv principper for den økonomiske politik.

Foto: Axel Schütt

De Radikale møder op med syv krav til den økonomiske politik, hvis opposition vinder valget, og S-formand Helle Thorning-Schmidt dermed indkalder midterpartiet til forhandlinger om et regeringsgrundlag.

Sådan lyder det nu fra partiets politiske leder, Margrethe Vestager, der blandt andet vil stå fast på tilbagetrækningsreformen, ophæve boligskattestoppet og få lønmodtagere til at arbejde mere, selv om efterlønsordningen bliver forringet.

»Vi er optaget af bundlinjen og af, at der bliver ført en ansvarlig økonomisk politik. Derfor fremlægger vi vores bud på, hvordan det bedst kan gøres,« siger Margrethe Vestager.

Læs også: Her er De Radikales krav til en ny regering

Udmeldingen kommer dagen efter, at nye meningsmålinger forstærkede partiets magtposition. Ifølge Gallup har de Radikale nu indhentet SF, og Megafon påviste, at over halvdelen af danskerne vil have de Radikale med i en kommende regering - hvad enten den bliver rød eller blå.

Mens de Radikale understreger, at der ikke er tale om ultimative krav, fastslår Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, hvad der ikke er til diskussion.

»Der er områder, hvor vi står klippefast. Vi vil ikke indføre nye boligskatter. Det kan man ikke få igennem sammen med Socialdemokraterne,« siger han.

Politisk ordfører Carina Christensen (K) mener, at Margrethe Vestager snart bør skifte side.

»Meget af det ligger bestemt på linje med vores politik - udover boligskatten,« siger hun.

INFOshop: Her er et portræt af valgets tvivlere