Syv år mere - og så slut

PER STIG MØLLER har sat en absolut slutdato på sin tid som udenrigsminister, men inden da skal EU-projektet »reddes«. Trods den efterhånden permanente krise, tror han stadig på både det europæiske samarbejde og Lissabon-traktaten, men regeringerne skal indse, at europæerne ikke vil have et nyt United States of America.

Foto: Linda Henriksen

To krige, to Muhammed-kriser, en tsunami, et EU-formandskab, en plads i verdens måske mest magtfulde sikkerhedspolitiske kreds og adskillige mæglinger i det hidsige Mellemøsten. Per Stig Møller har ikke blot været udenrigsminister i syv år.

Han har – til tider ufrivilligt – befundet sig i stormvejr i en turbulent tid, der indimellem har haft mere end en snert af »civilisationernes sammenstød« over sig.

Senest har udenrigsministeren på opfordring fra den amerikanske udenrigsminister haft kontakter til de stridende parter i Georgien og Abkhasien.

Hans dagbog bør have potentialet til et bedstsælgende, episk drama, og Per Stig Møller har i det hele taget tilstrækkeligt med materiale til at påbegynde – eller rettere genoptage – et forfatterskab, der snildt kan fylde en pensionisttilværelse ud.

Indtil videre må det dog vente.

»Jeg tager syv år til. Men så heller ikke mere,« siger han listigt og tilføjer sådan for en god ordens skyld: »Hvis altså danskerne vælger os«.

For selvom udenrigsministeren efterhånden har prøvet det meste, og mere end han nogensinde havde drømt om, så er der stadig fundamentale, politiske mål, der har vist sig at være sværere at nå, end han nogensinde havde frygtet. Ikke mindst er de danske EU-forbehold fortsat en sten i skoen på Per Stig Møller, og skiftende befolkningers gentagne afvisninger af traktater og forfatninger er en evig kilde til skuffelse.

De næste syv år skal derfor blandt andet bruges på at genrejse EU-projektet, der befinder sig i endnu en krise, efter at Irland blev endnu et land i rækken af lande, hvor befolkninger har trodset deres egne, folkevalgte regeringer og sagt nej tak til mere EU.

Selvom Per Stig Møller ikke havde mulighed for at vide det, da dette interview blevet lavet i begyndelsen af juli, er udfordringen endda øget yderligere herhjemme efter de seneste ugers debat om EU-reglernes udhuling af de danske udlændingeregler.

»Man er nødt til at tænke grundigt over det, der er sket i Danmark i 1992 og 2000, det der skete i Irland 2001, Frankrig og Holland 2004 og nu igen i Irland i 2007. Der er et mønster. 80 pct af dem, der stemte nej i Irland ønsker at blive i EU, og i alle de nævnte lande er spørgsmålet ikke, om man vil have EU, for det vil man. Man vil bare ikke have et EU, der går ind og overtager statens rolle,« siger han:

»De europæiske befolkninger er så tæt knyttede til deres nationer, at de stritter imod, hvis de har indtryk af, at nationsbegrebet udryddes. Det passer mig godt som konservativ, for vi går ind for fædrelandenes Europa, og ikke et nyt United States of America. Det skal selvfølgelig være et samarbejde, der er bedre end alle mulige andre, løse samarbejdsformer, i og med at det er bindende beslutninger, vi træffer sammen, men læren af alt det her er, at man skal koncentrere sig om EU som et samarbejde mellem suveræne stater, der ved at afgive suverænitet i forskellige spørgsmål reelt øger kvaliteten af løsninger på de spørgsmål, der er grænseoverskridende.«

Problemet er bare, mener Per Stig Møller, at mens eksempelvis Lissabon-traktaten i regeringschefernes øjne øger medlemslandenes mulighed for at få indflydelse på den førte politik, så har befolkningerne hæftet sig ved det faktum, at der eksempelvis skal udnævnes en »præsident« og en udenrigsminister.

»Hvis man bruger ordet præsident, vil det være skræmmende, men det er jo faktisk en formand, der skal sørge for, at topmøderne bliver ordenligt tilrettelagt, og at beslutninger følges op. Det skulle også gerne øge tempoet i de resultater, der skal være til gavn for borgerne. Det giver også EU større muligheder internationalt, når det er den samme mand, der møder op hver gang, når han er valgt, og når det er en mand, der er i kontakt med samtlige 27 lande. Det kan en formand ikke, hvis han samtidig skal være statsminister i sit eget land,« siger han.

»Men det er ikke en præsident, og vi skal have defineret den rolle helt klart, ligesom vi skal definere udenrigsrepræsentantens rolle, men det er gået lidt i stå.«

Det mest frustrerende er, mener Per Stig Møller, at selve opbakningen til EU som sådan er uhørt stor.

»Når 75 pct. af de irere, der stemte nej, i virkeligheden bare vil genforhandle traktaten, så er det fordi de er blevet misinformerede af nej-siden. Vi kan ikke genforhandle traktaten. Den bliver ikke åbnet igen.«

Ja-siden har blot – på tværs af landegrænser – været elendig til at kommunikere, når befolkningerne har skullet til stemmeurnerne.

»Landene beskylder Kommissionen for alt det ubehagelige, der sker, mens alt det gode, der sker, er skabt af landene selv. Men når vi f.eks. får telefontakster og flypriser ned, så skyldes det faktisk fælles beslutninger i EU. Vi skal vedtage, hvad der skal vedtages og fortsætte med at gøre livet lettere for europæerne og dermed vise, at EU faktisk fører til bedre levevilkår, og så skal vi markedsføre ’resultaternes Europa’ meget bedre.«

I det hele taget mener ministeren faktisk, at de mange konkrete traktat-afstemninger er et problem.

»Man må inddrage det i den nationale politik. Et parti må stille sig op og sige, at denne regering har accepteret alt for mange vedtagelser i EU, og så må folk stemme imod den regering. Det er som om, folk generelt accepterer det repræsentative demokrati, men kræver direkte demokrati, når det gælder EU.«

Udenrigsministeren mener ikke, man kommer uden om afstemninger, når der reelt skal afgives suverænitet, men derudover skal »folk tage ansvar« ved folketingsvalgene.

»Når der er referendum, sker der først det, at rygter, falske forestillinger og en masse ting, der intet har med sagen at gøre, rulles ud. Irland har ikke problemer med forsvarspolitikken, for Irland er ikke inddraget i den fælles forsvarspolitik. Indkomst- og skattepolitikken går EU heller ikke ind og roder med, og når de her emner føres ind i valgkampen, er det jo falske lodder i vægtskålen.«

Og behovet for et effektivt og velfungerende EU er bestemt ikke blevet mindre, mener Per Stig Møller.

»Hvor kommer vi hen, hvis ikke EU har en fælles energi- og klimapolitik? Der havde ikke været en kinamands chance for, at de europæiske lande skar ned på CO2-udslippet, hvis ikke man var indbyrdes forpligtet gennem EU. Den kommende immigrationspagt bliver en fælles holdning til illegal indvandring, og et enkelt EU-land ville alene ikke have den mindste mulighed for at påvirke de lande, hvorfra de her mennesker kommer. Grænserne, asylreglerne, tilbagesendelsesreglerne, sikkerhedspolitikken. Hvor ville vi være henne, hvis ikke vi havde en fælles front?«

Men punkt ét på dagsordenen bliver at afklare situationen i Irland, og der mener Per Stig Møller, at der trods alt er grund til optimisme.

Han mener ikke, at andre regeringer – herunder den danske – vil få andet end en modreaktion ud af at komme løbende med Karl Smart-forslag i tide og utide, men ser dog selv en ganske ligetil mulighed for sig:

»Det kan blive en erklæring, hvor man siger, at hvis der er nogle bestemte ting, der bekymrer irerne, så kan vi godt garantere, at EU ikke blander sig i dét og dét. Det behøver ikke at være forbehold, men blot en præcisering af, at EU ikke blander sig i eksempelvis abortpolitikken. Det har vi ikke gjort før, og det gør vi heller ikke nu.«

Uanset hvad, har Per Stig Møller ikke tænkt sig at give op, og selvom afstemningerne om de danske EU-forbehold nu er udskudt på ubestemt tid, har Per Stig Møller mod på mere.

»Det har været en fantastisk ministerperiode, hvor jeg har været meget, meget heldig med at få en kolossal mulighed for at arbejde med de internationale problemer, som jeg ellers ikke ville have haft den store indflydelse på. Det har intet med mig at gøre, men det har eksempelvis været Danmarks lod at være formand for EU i 2002 og sidde i Sikkerhedsrådet fra 2005 til 2007. Altså hvor heldig kan man være? Vi har fået indflydelse på fredsprocessen i Mellemøsten, Syrien gav meldinger til Israel gennem mig, vi har fået sat Burma, Zimbabwe og Darfur på dagsordenen. Det har været fantastisk.«

Og han er klar til syv år til, men så heller mere.

Ikke fordi han drømmer om større politiske udfordringer.

»Jeg vil ikke have internationale poster. Jeg er blevet spurgt - altså ikke opfordret, men bare spurgt af kolleger, om jeg var interesseret i f.eks. EUs udenrigsministerpost, men jeg har klart svaret nej. Det er dét her job, der gælder.«

Men det er nu heller ikke, fordi han skal genvinde tabte timer med familien.

»Mine børn er jo voksne og i gang med deres egne liv, og hvis jeg gik ud og sagde, at nu ville jeg tage mig mere af min familie, så ville de nok sige: ’Hov, skulle du ikke have gjort det noget før?’ I dag tror jeg ikke, de er interesserede i at have mig rendende hver dag for at høre, hvordan det nu går.«