Regeringen har afsat to milliarder kroner til at modtage ukrainske flygtninge i Danmark. Det betyder mindre støtte til blandt andet Mali, Bangladesh, Burkina Faso og Syrien.

Det viser en liste fra Udenrigsministeriet over de projekter, som mister støtte, fordi pengene går til finansiering af ukrainske flygtninge i Danmark.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) mener, at Danmark lever op til sine humanitære forpligtigelser, selvom pengene tages fra de fattigste.

»Vi har en udviklingspolitisk strategi, hvor otte partier i Folketinget og regeringen er enig om, at vi skal hjælpe flygtninge i deres nærområder.«

»Det skriver vi i vores strategi, og det gør vi i den helt aktuelle situation, hvor Danmark er blevet et nærområde.«

Spørgsmål: Du snakker om udviklingspolitiske strategier og nærområder. Men borgerne vil nok gerne vide, hvorfor I ikke finder pengene et andet sted, end at de skal gå fra verdens fattigste?

»Det er penge, der er sat af i vores udviklingsbistand til at gå til folk i krise og nød. De penge, vi bruger her, bruges til flygtninge fra Ukraine, som lige nøjagtig falder inden for den ramme,« siger ministeren.

De to milliarder fra udviklingsbistanden til modtagelse af ukrainske flygtninge er baseret på, at der kommer 20.000 flygtninge til Danmark.

Regeringen har dog varslet, at der kan komme »markant flere« og vil ikke afvise, at der skal bruges yderligere midler fra udviklingsbistanden.

Burkina Faso, hvor militæret tog magten i januar, går glip af 157 millioner kroner, der skulle være gået til »nærområde, migration og skrøbelige stater«, samt 43 millioner kroner til »klima og miljø«.

Det krigshærgede land Syrien og landets nærområder går glip af 50 millioner kroner.

For det skrøbelige og fattige Mali, hvor terrorgrupper opererer, er det 70 millioner kroner. Et af verdens fattigste lande Bangladesh går glip af samtlige 100 millioner kroner, som Danmark havde lovet.

De tre støttepartier vil gerne tage pengene fra det nationale kompromis på forsvarsområdet. Men ministeren står fast.

»Det har været fast praksis i skiftende regeringer i 30 år, at man anvender midler fra bistanden til at hjælpe flygtninge – også på dansk jord. Det er fuldstændig i overensstemmelse med internationale retningslinjer,« siger ministeren.

Udlændingeordfører Rosa Lund (EL) er stærkt utilfreds og mener, at det er et dårligt argument at fortsætte med noget, bare fordi det er praksis.

»Det giver absolut ikke nogen mening, at de lande, der har allermest brug for udviklingsbistand, skal betale for den store flygtningekrise, som verden står i lige nu. Pengene kan findes et andet sted,« siger hun.

/ritzau/