Syrien-kender: Accept af Assad er en falliterklæring

At den danske regering erklærer sig parat til at forhandle med Syriens diktator, præsident Bashar al-Assad, er en total falliterklæring, vurderer Syrien-kender Naser Khader.

Naser Khader kalder støtten til Bashar al-Assad en falliterklæring fra den danske regering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Regeringen kaster håndklædet i ringen, når man melder ud, at man er klar til at forhandle med Syriens præsident, Bashar al-Assad. Det mener Syrien-ekspert og senior fellow ved Hudson Institute i Washington Naser Khader, efter udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fredag siger til Berlingske, at man er nødt til at acceptere Assad som forhandlingspartner for at opnå fred.

»Assad er en diktator, som man hverken kan forhandle med eller stole på. Det er et svigt af dimensioner, at man accepterer ham,« siger Naser Khader.

Hidtil har Danmark ellers bakket op om den syriske oppositions afvisning af Assad som forhandlingspartner under den fire år lange borgerkrig, der ifølge FN har kostet omkring 200.000 mennesker livet.

»Det er jo det stik modsatte af alt det, Vesten har sagt de seneste år. Det må betegnes som en total falliterklæring, når Vesten de facto accepterer, at Assad fortsætter,« siger Naser Khader.

Over for Berlingske forklarer Martin Lidegaard, at selv om han fortsat mener, at Assad hører hjemme på anklagebænken ved Den Internationale Straffedomstol, så er man »nødt til at forhandle med dem, der har magten, og acceptere Assad som en forhandlingspartner for at opnå fred«.

Men det argument køber Naser Khader ikke:

»Man siger, at man er nødt til at acceptere, at Assad spiller en rolle i en overgangsperiode. Men at forestille sig, at han vil acceptere at være en overgangsfigur, er dybt naivt,« siger Syrien-kenderen.

I stedet vurderer Naser Khader, at Martin Lidegaard har skiftet kurs, fordi regeringen ikke har viljen til at »gøre det rigtige«:

»Man har ikke viljen til at indsætte landtropper mod Islamisk Stat (IS), som er nødvendigt, hvis man vil bekæmpe bevægelsen. Man kan ikke vinde over Islamisk Stat fra luften. Og ved at lave en deal med Assad tror man, at man kan undlade at sætte landtropper ind,« siger Naser Khader.

»Det virker til, at man forsøger at finde nemme løsninger i stedet for at gøre det nødvendige,« tilføjer han.

Vil Vesten reelt hjælpe den syriske civilbefolkning, skulle man hellere indføre flyveforbudszoner og humanitære korridorer, så de civile kan søge beskyttelse, mener Naser Khader:

»Det haster langt mere end at begynde at flirte med tanken om at acceptere Assad,« siger han.

Mens også Venstre er imod at forhandle med Assad, støtter de Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten op om udenrigsminister Martin Lidegaards udmelding.