»Svar mig hvis du tør. Horeunge«

I Danmark må vi sige, hvad vi vil. Eller hvad? En række danske debatstemmer fortæller om deres erfaringer med at gå i front. Dødstrusler, hemmelig adresse og chikane er en del af deres hverdag.

Ellie Jokar har modtaget dødstrusler, efter hun medvirkede i satireprogrammet »Det slører stadig«. Men hun har aldrig fortrudt, at hun sagde ja. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver uge tikker der hadske beskeder ind på hans Facebook-profil, i hans e-mail-indbakke og som SMSer. 10. november modtager Lars Aslan Rasmussen denne mail, som han har lagt op på sin Facebook-profil:

»lars aslan. du er en fucking klam jødeelsker svans. Hvem giver dig penge. Det er sikkert ludder Israel. Svar mig hvis du tør. Horeunge.«

Vi kender til truslerne mod Naser Khader, mod Pia Kjærsgaard, Lars Hedegaard og Kurt Westergaard. Men mange andre, der blander sig i debatten om indvandring, islam eller integration er under pres.

Berlingske har talt med en række andre danske »debatstemmer«, og om det så er politikeren fra Nørrebro eller den provokerende kunstner, der er opvokset i Nordjylland, har de som de mere kendte navne lært at leve med et pres – et pres på deres ret tl at ytre sig.

»Jeg vænner mig aldrig til det, men man lærer at leve med, at det desværre er en del af debatten,« siger den københavnske politiker Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne.­

Han har selv en muslimsk baggrund med sin tyrkiske far og sin danske mor. Og han har ikke været bange for at blande sig i debatter, uanset hvad de handler om. Men når det kommer til at kritisere Islam, så ved han, at han skal være mere påpasselig. Han ville ikke have lyst til at stille sig op i Vollsmose, som Yahya Hassan gjorde til sin digtoplæsning i tirsdags.

»Det er absurd, at det skal være sådan. Jeg ville turde at stille mig op og kritisere alt muligt andet – den danske folkekirke, israelske bosættelser, det jødiske miljø, eller hvad ved jeg. Men jeg ville ikke turde det her. Jeg ville være rigtig bange for det, og jeg er også bange for, hvad der kan ske med ham på længere sigt. Og det er helt grotesk, at det er kommet dertil,« siger Lars Aslan Rasmussen.

60 telefonopkald på en dag

For folketingsmedlemmet Özlem Sara Cekic (SF) har chikane og trusler betydet, at hun og familien i dag har hemmelig adresse, ligesom børnenes institutioner også bliver holdt hemmelige. Gennem otte måneder chikanerede en højreekstremist hende ved at ringe op til hende 60 gange i løbet af en dag og indtale truende telefonsvarerbeskeder.

»Jeg var enormt bange i den periode. Når jeg parkerede min bil, så ringede jeg til min mand og sagde: ’Nu har jeg parkeret min bil, og hvis jeg ikke er hjemme inden for 50 sekunder, så skal du nok lige ud og kigge efter mig’. Og så parkerede jeg min bil et nyt sted hver aften,« siger Özlem Sara Cekic.

»Det var en meget, meget voldsom indskrænkelse af mit privatliv og min frihed, for pludselig havde vi en helt anden sikkerhed, vi skulle tage hensyn til, omkring min egen lille familie,« siger Özlem Sara Cekic.

Medlemmer af Den Danske Forening har på et tidspunkt været forbi hendes hus for at smide en flybillet i postkassen.

»Så kunne jeg tage mine fætre og kusiner med tilbage til mit perkerland,« fortæller hun: »Jeg får med jævne mellemrum både hademails og trusler, som er så alvorlige, at jeg er nødt til at politianmelde det. På et tidspunkt var der en, som skrev til mig, at ’den dag, du bliver minister, så skærer vi halsen over på dig’,« siger Özlem Sara Cekic.

De elektroniske trusler bliver nu arkiveret i en mappe i hendes e-mail, så de er samlet et sted.

»Så har politiet et sted at starte, hvis der en dag sker mig noget,« siger hun.

»Der er nogle ting, som jeg er nødt til at være meget påpasselig over for i forhold til min families sikkerhed. Det er desværre en præmis, som jeg er nødt til at leve med. Men der er ingen steder i Danmark, som jeg er bange for at tage hen.«

»Jeg støtter jo bare ytringsfriheden«

Aldrig før er en digtoplæsning blevet debatteret så meget, som den 18-årige Yahya Hassans optræden i Vollsmose i tirsdags. Debatten satte ikke spørgsmålstegn ved, om Yahya Hassan skulle have lov til at læse sine digte op. Den handlede derimod om de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med afholdelsen af debatarrangementet på et bibliotek i en af landets hårdeste ghettoer; Vollsmose.

Politiet vurderede, at det ikke ville være sikkert for den unge digter på biblioteket, så digtoplæsningen blev i første omgang aflyst. Det skabte endnu en debat, for skulle Yahya Hassan nu begrænses af frygt for voldelig og truende adfærd?

Tilsyneladende ikke, for senere blev arrangementet flyttet til H.C. Andersen Skole, som også ligger i Vollsmose. Men her ville foranstaltningerne være mere sikre, lød det fra politiet. Og i Danmark betaler samfundet gerne en pris for, at vi kan værne om ytringsfriheden. I tirsdags løb prisen for den massive polititilstedeværelse ved Yahya Hassans debatarrangement op i omegnen af én million kroner.

På tilskuerrækkerne til Yahya Hassans digtoplæsning sad SFeren Halime Oguz. Hun skrev for nylig en kronik til Berlingske, hvor hun kritiserede venstrefløjen for at være passiv i det ulmende oprør, unge nydanskere som for eksempel Yahya Hassan står for. Samtidig beskrev hun en række problemer i de danske ghettoer, hvor hun selv er vokset op.

Til kommunalvalget stillede hun op for SF til byrådet i Odense, men kom ikke ind. Det skyldtes formentlig ikke alene, at SF til kommunalvalget fik en vælgerlussing af den hårde slags. For flere har også siden offentliggørelsen af kronikken sagt til hende, at hun havde ødelagt meget for sig selv.

Hun oplevede det især, da hun var på sygebesøg hos en af hendes bekendte i Vollsmose. I forbindelse med besøget kom der også en række ældre, muslimske beboere fra området.

»De var meget vrede på mig og spurgte, hvordan jeg overhovedet kunne forsvare en person som Yahya Hassan, som både har nedgjort og forbandet deres religion. Det, som de ikke forstår, er, at jeg jo ikke støtter en, som nedgør noget bestemt – jeg støtter jo bare ytringsfriheden,« siger Halime Oguz.

Allerede da Berlingske bragte hendes debatindlæg for to uger siden, forudsagde hun, at det formentlig blev hendes eget poliske selvmord. »Og det blev det måske også,« siger Halime Oguz i dag.

Vantro

Da Yahya Hassan for snart to uger siden blev overfaldet og slået på Københavns Hoved­banegård, kaldte overfaldsmanden den unge digter for vantro. Vantro, fordi han i sine digte kritiserer sine forældres generation, religion og den kultur, der er til grunfor, at hans egen opdragelse var acceptabel.

Ellie Jokar er også blevet kaldt vantro. Og i nogles øjne er hun ikke en »rigtig muslim«. Hun er rapper og en af de medvirkende i DRs satireprogram »Det slører stadig«, som består af fire unge kvinder med indvandrerbaggrund, som laver satire baseret på stereo­typer af indvandrere og danskere og de to gruppers interne forhold.

Hun har sammen med de andre skuespillere brugt humor og satire til at bryde med forskellige tabuer og fordomme, men det er ikke blevet positivt modtaget alle steder. Programmet resulterede i, at de unge kvinder modtog flere dødstrusler.

»Vi var nok forberedt på, at der ville komme nogle reaktioner på det, vi lavede, men jeg tror ikke, at vi var forberedte på, at reaktionerne ville være så ekstreme, som de var,« siger Ellie Jokar.

En dag var der nogle fyre, som henvendte sig til hende, mens hun gik på strøget i København. De stak hovedet ud af vinduet og råbte »luder«, »skam dig, skam dig«, og »du er bare en præmieperker« efter hende.

»Det er jo aldrig rart for nogen som helst, at der er nogen, som er stødende over for dig. Hvis det i det mindste havde været noget konstruktiv kritik, som vi kunne tage en samtale om, så havde jeg taget debatten til enhver tid,« siger Ellie Jokar, som aldrig har fortrudt, at hun sagde ja til at være en del af det kontroversielle program »Det slører stadig«.­

Det samme siger den iranskfødte kunstner Firoozeh Bazrafkan. At hun aldrig ville holde sin mund for at få fred fra udemokratiske kræfter. Hun kender også til at blive chikaneret for sin kontroversielle kunst og sine kritiske ytringer over for sit eget bagland. Hun er blevet spyttet på to gange, men hun har vænnet sig til, at vilkårene er barske, hvis man befinder sig i nogle af samfunds­debattens følsomme epicentre.

»Nogle gange tænker jeg, at nu må det kraftedeme være nok. Men det giver mig jo også bare blod på tanden, for så ved jeg jo også bare, at jeg har ret. Hver gang der er en, som chikanerer eller truer mig, så ved jeg bare, at jeg er på rette spor,« siger Firoozeh Bazrafkan.

Uanset hvilken indstilling man har til Yahya Hassan og hans digte, så har han og man ret til at sige det højt. For i den danske Grundlov har vi indskrevet, at alle må sige, skrive og tænke, hvad de vil. Vi har ytringsfrihed. Men nogle gange er Grundlovens ord ikke lov, for både Yahya Hassan, Lars Aslan Rasmussen, Halime Oguz, Ellie Jokar, Firoozeh Bazrafkan og Özlem Sara Cekic er eksempler på, at det ikke er alle i Danmark, der tror på ytringsfrihed.

En mand skød i februar mod debattøren og Islam-kritikeren Lars Hedegaard. En anden mand trængte i 2010 ind i Kurt Westergaards hjem med en økse og en kniv med den hensigt at tage Muhammed-tegnerens liv. Og i disse dage er det den unge digter Yahya Hassans liv, der er i fokus. Han har modtaget flere dødstrusler og får nu beskyttelse fra PET. Det kom i går frem, at der i alt anmeldt 27 trusler, der alle er sendt til Yahya Hassan gennem Facebook. Seks trusler er blevet vurderet som så alvorlige, at der var grundlag for en strafferetlig efterforskning.