Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og Folketingets sundhedsordførere har netop afsluttet et møde i den såkaldte coronafølgegruppe.

Dagsordenen var blandt andet, om man bør følge den britiske vaccinationsstrategi, der går ud på at lade flere personer få det første stik mod covid-19 for så at udskyde det følgende stik i op til 12 uger i stedet for de tre til seks uger, der ellers er anbefalet.

Det er dog ikke noget, hverken sundhedsmyndighederne eller Statens Serum Institut vil anbefale, at man gør i Danmark.

Det siger De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, der var til stede på mødet.

»Lægemiddelstyrelsen og SSI kan ikke anbefale, at man gør noget, der ligger uden for protokollerne. Vaccinen er godkendt med en bestemt protokol, og det skal man overholde.«

Danmark bør ikke vente tolv uger mellem første og andet vaccinestik, ligesom man gør i Storbritannien. Derimod bør man holde sig til Pfizer/BioNTech egne protokoller, som anbefaler, at der maksimalt går seks uger mellem første og andet stik.
Danmark bør ikke vente tolv uger mellem første og andet vaccinestik, ligesom man gør i Storbritannien. Derimod bør man holde sig til Pfizer/BioNTech egne protokoller, som anbefaler, at der maksimalt går seks uger mellem første og andet stik. Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Maksimalt seks uger

Pfizer/BioNTech anbefaler, at der går mellem tre og maksimalt seks uger fra første vaccinestik til stik nummer to.

En anbefaling, som de danske myndigheder har tænkt sig at overholde.

Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til Ritzau.

»Vi har sammen med Lægemiddelstyrelsen kigget ned i dokumentationen for både Pfizer- og også Moderna-vaccinen, som vi forventer, bliver godkendt snart.«

»Her kan vi se i dokumentationsgrundlaget, at der kan gå op til seks uger mellem hvert stik. Det skriver vi i vores opdaterede retningslinjer,« siger Søren Brostrøm.

Stinus Lindgreen siger, at de danske myndigheder var meget klare i deres anbefalinger til mødet med Heunicke.

»Alle styrelser var meget skarpe på, at man ikke kan anbefale, at der går længere tid end tre til seks uger mellem de to stik,« siger Stinus Lindgreen og tilføjer:

»Vi er på vej ind i et forår, hvilket er godt mod virussen, og så ser vi også ind i en situation, hvor der er mange flere vacciner på vej.«

En af de vacciner, der forventes snart at være på vej til Danmark, er vaccinen fra det amerikanske selskab Moderna.

Moderna-vaccinen er ligesom vaccinen fra Pfizer/BioNTech en mrna-vaccine, og det forventes, at den godkendes senere i dag hos det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.