Der kan være nye restriktioner på vej for at inddæmme coronasmitte og håndtere den nye omikronvariant.

Ifølge Berlingskes oplysninger har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indkaldt sundhedsordførerne til et orienteringsmøde i Sundhedsministeriet i morgen – fredag – mellem 9.30 og 11.00.

Nye restriktioner kan være på dagsordenen, men det er endnu uvist. Som det tidligere har været tilfældet, kan det pludselig gå stærkt med at indføre nye restriktioner. Nye tiltag vil dog skulle besluttes i Epidemiudvalget.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste onsdag aften i et skriftligt svar til TV 2, at Epidemikommissionen – der kommer med anbefalinger til udvalget – i øjeblikket vurderer, hvorvidt der er behov for flere tiltag. Årsagen er, at smittetalene og spredningen af omikronvarianten er støt stigende.

»Regeringen og sundhedsmyndighederne arbejder i døgndrift for at håndtere situationen, og Epidemikommissionen vurderer i øjeblikket, om der er behov for nye tiltag, der kan lægge en dæmper på udviklingen,« skrev Magnus Heunicke til TV 2 og fortsatte:

»Med omikron har vi fået en ny epidemi i epidemien. Situationen kræver en hurtig omstilling af vores epidemiberedskab og en robustgørelse af vores hospitalskapacitet, når indlæggelsestallene forventeligt stiger.«

Torsdag formiddag har både Enhedslisten og SF presset på for indførsel af nye tiltag for at håndtere den heftige smitteudvikling.

Forsamlingsloft, midlertidig suspendering af behandlingsgarantien i sundhedsvæsnet og øget testkapacitet – herunder hjemmetest – har været bud på løsninger fra SF.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører og medlem af Epidemiudvalget, Liselott Blixt, mener ikke nødvendigvis, der er behov for de store yderligere restriktioner.

»Men jeg kunne godt tænke mig, at man kommunikerede mere om, hvad man rådede folk til,« siger hun til nærværende avis.

Opdateres …