Sundhedsminister: Regionerne har leveret varen

Regeringen ventes inden længe at fremlægge sit udspil til en sundhedsreform. Usikkerhed om regionerne.

PLUS Minister vil kulegrave pr
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby mener, at regionerne har leveret varen, men hun vil ikke røbe, om de skal nedlægges eller ej. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I 2025 skal der være 500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser.

Det er ambitionen med regeringens sundhedsreform, som ventes at blive præsenteret inden længe.

Ritzau har talt med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om udspillet.

Regeringens mål er, at der skal være 500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser i 2025. Hvordan skal det konkret ske?

- Når vi ønsker, at der skal være færre besøg på sygehusene og færre unødige indlæggelser, så er det for at sætte patienten i centrum. Og for at sikre en bedre sammenhæng i behandlingsforløbet.

- Vi oplever, at der i dag er for mange patienter, der ender med at køre langt ind til et sygehus til en behandling, der lige så godt kunne have fundet sted i det kommunale sundhedscenter eller hos egen læge.

500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser. Hvordan er I kommet frem til de tal?

- Det vil fremgå klart, når vi fremlægger vores sundhedsreform, hvad vi bygger vores ambition på. Vi ser et meget stort behov for en decentralisering af vores sundhedsvæsen.

- Vi skal have rykket langt flere behandlinger tæt på, hvor folk bor. Vi skal have styrket vores egen læge, altså almen praksis, og have styrket de kommunale sundhedscentre. Det er efter devisen, hvad der ikke er svært, skal være nært.

Spørgsmål: Men hvordan er I kommet frem til netop de tal?

- Det vil vi skitsere nærmere i vores sundhedsreform. Men det er et realistisk mål, et ambitiøst mål.

Spørgsmål: Der skal oprettes 21 nye sundhedsfællesskaber. Kan du fortælle mere om, hvad de skal hjælpe?

- Vi synes, at regionerne for mange steder kommet for langt væk. Hvis man bor i Varde Kommune, er det begrænset, hvad man har til fælles med folk, der bor på Langeland.

- Vi har behov for at rykke det nære sundhedsvæsen tættere på borgerne. Det betyder, at vi skal have 21 forpligtende sundhedsfællesskaber, hvor kommunerne, egen læge og sygehuse bliver bundet tættere op på hinanden.

- Både økonomisk og ledelsesmæssigt, så vi sikrer, at der er et tættere samarbejde omkring de patienter, der i dag har kontakt alle tre steder, og som har behov for, at højre hånd ved mere om, hvad venstre hånd laver.

Spørgsmål: Der har været meget debat om regionernes fremtid. Har regionerne leveret varen de seneste ti år?

- Regionerne har i høj grad leveret varen. Men kigger vi de næste ti år frem, skal vi også træffe nogle beslutninger i vores sundhedsvæsen, som sikrer, at vi sætter patienten først.

Spørgsmål: Hvis regionerne har leveret varen, hvorfor skal de ikke fortsat have ansvaret for sundhedsvæsnet?

- Nu drager du en masse konklusioner, som må stå for din regning.

Spørgsmål: Skal regionerne skrottes eller ikke?

- Vi præsenterer vores bud på en sundhedsreform inden for kort tid. Der vil vi præsentere, hvordan vi skaber mere nærhed i sundhedsvæsnet.

/ritzau/