Styrket demokrati eller Facebook-tyranni?

Sociale medier bidrager til større kontakt mellem borgere og politikere, men er det sundt for demokratiet, at tilkendegivelser på Facebook og Twitter er med til at påvirke politikernes beslutninger på Christiansborg?

Opstanden på Facebook mod Goldman Sachs' køb af DONG-aktier fik ikke regeringen til at ændre mening. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge var det en giraf, men i november sidste år var den pigen Im, der satte Facebook på den anden ende. Til stor forargelse og under store protester blev den unge thailandske pige sendt ud af landet, da hendes stedfar døde af kræft. Og som ofte før kanaliserede vreden sig hurtigt fra de sociale medier til radio, TV og dagblade, der gjorde Im til en sag. Og så var der ingen vej tilbage: Daværende justitsminister Morten Bødskov gav efter. Den 13. november – tre dage efter udsendelsen – blev de politiske partier undtagen DF enige om at ændre lovgivningen, så Im kunne komme hjem. Det til trods for, at ministeren i første omgang havde afvist muligheden for at ændre loven med tilbagevirkende kraft – det lod sig ikke gøre.

Im Nielsen er ikke alene. Det samme billede tegner sig i forhold til en række andre sager, der har været i fokus de seneste år: Betalingsringen, øremærket barsel til fædre samt fremdriftsreformen er andre eksempler på sager, hvor den politiske dagsorden umiddelbart ser ud til at have været kraftigt påvirket af modstand fra grupper i befolkningen, der har startet deres protest på sociale medier, og hvor protesten er blevet samlet op af landets store mediehuse – og til sidst af politikerne, der efter dage eller ugers mediestorm er vendt på en tallerken.

DONG-salg startede opstand

Seneste eksempel på en mediestorm er sagen om Goldman Sachs’ køb af en mindre del af DONG. Opstanden i dele af befolkningen – flere end 200.000 meldte sig ind i en modstandsgruppe på Facebook – ændrede ikke politikernes beslutning om at sælge til den amerikanske investeringsbank, men har alligevel efterfølgende medført debat på dagbladenes debatsider og på lederplads. Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, lagde for og kommenterede på de »skarer af åbenbart indsigtsfulde investeringsrådgivere« der pludselig dukkede frem blandt almindelig mand.

»Massebevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har kaldt massens direkte demokrati for noget andet: Pøbelvælde,« sluttede chefredaktøren lederen til sine kernelæsere.

Men hvis politikerne i stigende grad tager folkets røst til efterretning, er det så udtryk for, at Danmark er på vej mod et udvidet demokrati eller netop ren og skær Facebook-vælde?

Facebook-sager flytter folkestemning

Folkestemningen flytter politik. Hos medieanalysefirmaet Infomedia, der har analyseret en række sager for Politiko, ser man tydeligt, at modstand i befolkningen har stor gennemslagskraft, når blot den også bliver samlet op af de traditionelle medier.

»Når en sag rammer debatindlæg og ledere, er der ikke langt til, at der kan ske noget politisk. Så er det, fordi folkestemningen er til, at noget potentielt skal laves om,« siger Lisbet V. Marek, der er advisor hos Infomedia:

»Medierne orienterer sig på de sociale medier, og det, der sker på de sociale medier, bliver i stigende grad til artikler, debatartikler og andre ting. Noget bliver kun nævnt, fordi tallet er højt, og det er en sjov historie, men det er også historier om uretfærdighed og med genkendelighed, samt emner som betyder noget for mange mennesker.

At politikere i dag orienterer sig så meget efter folkestemningen, skyldes vælgernes flygtighed samt de sociale medier, mener direktør og kommunikationsrådgiver Per Rystrøm.

»Den gamle kernevælger er død, så politikerne er nødt til at lytte til borgerne for at vide, hvad de selv skal mene for at tiltrække vælgere. Der er sket et skift fra, at politikerne tidligere fortalte borgerne, hvad de skulle mene, til at politikerne hører efter, hvad borgerne mener og lægger sig efter det,« siger han.

Facebook verdens største fokusgruppe

Den udvikling startede allerede op gennem 1980erne og 1990erne, hvor man begyndte at bruge meningsmålinger og fokusgrupper til at afsøge folke­stemningen inden for forskellige emner. De sociale medier har forstærket den tendens og gjort politikerne mere populistiske, mener Per Rystrøm.

»I forbindelse med udspillet til ændringer af SU-reglerne, hvor studerende selv skulle betale noget af SUen, kom der i løbet af få dage 50.000 medlemmer af en Facebook-gruppe mod SU-forringelser. Det gjorde, at et bredt udsnit af de politiske partier ikke ville følge forslaget. Det var helt tydeligt, at de sociale medier blev brugt til at signalere direkte til politikerne og til at organisere en modstand, og det fik en super stor effekt,« siger han.

På samme måde kan det have betydning, hvis en sag ikke får nok »likes«.

»Hvis politikerne laver en nedskæring, og en interesseorganisation siger, at det er helt forfærdeligt, men kun får 411 likes på deres facebookgruppe mod nedskæringerne, tænker politikerne, at det kan de også godt gøre en anden gang,« siger han.

Politikerne skal dog passe på med at læne deres politik for meget op ad befolkningens tilkendegivelser på Facebook, mener han.

»I de her år er der en tendens til at overreagere på folkestemningen, men der er masser af sager, hvor man ikke bør lytte til befolkningen. Man har hentet en del inspiration til markedsføring fra de private virksomheder, men dygtige virksomheder ved, at effektiv markedsføring er en blanding af at lytte til folk, men samtidig overraske dem. Hvis Ford havde spurgt sine kunder, hvad de ville have, havde de svaret en hurtigere hest snarere end en bil,« siger han.

Forsker: Ikke nødvendigvis usundt

Lektor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC, Rasmus Kleis Nielsen, ser det som et sundhedstegn, at politikerne lever i ærefrygt for befolkningen, og det er kun positivt, at de indimellem bliver mindet om, at der findes en verden uden for Christiansborg.

»Det er jo meningen med demokratiet, at politikerne nødigt gør noget, der går imod befolkningens ønsker. Når folkestemningen kommer til at fylde så meget, er det typisk i situationer, hvor politikerne føler, de står svagt eller har svært ved at forklare sig. I mange år har befolkningen været splittet i spørgsmålet om indvandrere og flygtninge. Grunden til, at der kom en særlov på det område, har vel i høj grad været, fordi den daværende justitsminister har følt sig politisk meget udsat,« siger han.

Og det gælder ikke kun Morten Bødskov. Den nuværende regering er generelt nødt til at tage kritik og folkestemningen meget alvorlig, fordi de fleste af regeringspartierne tabte sidste folketingsvalg og har en kompleks parlamentarisk situation, lyder det fra Rasmus Kleis Nielsen.

Samtidig er der en større bevidsthed hos befolkningen om, at hvis man skal have indflydelse på noget i det politiske system som individ, gælder det om at skabe opmærksomhed og komme i medierne. Det er i sig selv blevet nemmere, end det har været, ikke mindst på grund af de sociale medier, hvor tempoet går meget stærkt, forklarer ph.d.-studerende Jonas Hedegaard Hansen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Hvor man i gamle dage brugte tid på demonstrationer, boykot af varer eller underskriftsindsamlinger, bruger man i dag også de sociale medier som redskab. Og er der pludselig en sag eller en tråd, der udvikler sig med mange deltagere, kan man rykke meget hurtigt på det,« siger han.

De traditionelle medier fører an

De sociale medier kan dog endnu ikke ses som et modstykke til de traditionelle medier. Sagerne ruller stadig først for alvor, når de rammer dagbladene og tV. Ikke desto mindre holder partierne grundigt øje med, hvad der rører sig på de sociale medier. Debatten har flyttet sig fra forsamlingshusene til de elektroniske platforme.

»Med over 3 millioner danskere på Facebook, som bruger det som debatforum for stort og småt, giver det kun mening, at politikerne også engagerer sig i den debat, der foregår på Facebook,« siger partisekretær og sekretariatschef hos Venstre, Claus Søgaard-Richter.

»I 1980erne brugte vi meget tid på at lære vores kandidater, hvordan de skrev det gode læserbrev og fik det bragt i avisen. I dag underviser vi i brugen af Facebook. Der sker mange ting inde bag Christiansborgs mure, men hvis man skal finde ud af, hvad der optager danskerne, så er Facebook et fantastisk redskab til at se det,« siger han.

Også hos Socialdemokraterne benytter man sig af den kontakt til borgerne, som Facebook og andre sociale medier tilbyder. Sekretariatschef for Socialdemokraterne, Lars Midtiby, mener, at det er positivt, at politikere har mulighed for at komme ud med deres budskaber uden om mediernes redaktionsfiltre.

»Udfordringen er selvfølgelig ikke at miste blikket for helheden. Det er vigtigt, at der er partier, der har fokus på hele samfundet og de langsigtede løsninger,« siger han.

Facebook del af politisk spil

Rasmus Kleis Nielsen mener, at politikerne også bruger folkestemningen og enkeltsagerne i det politiske spil.

»Im-sagen er et godt eksempel på, at selv om vidende politikere udmærket er klar over, at de her enkeltsager ikke er særlig substantielle, er de med på den komedie, der bliver opført. Der blev diskuteret en særlov, men der var mulighed for at give hende opholdstilladelse ved at lave en samlet vurdering af tilknytning til Danmark,« siger han.

Ligeledes blev der i forbindelse med betalingsringen arbejdet strategisk med at sprede budskaber på sociale medier fra politikere, der var imod. De var således med til at skabe følelsen af en negativ folkestemning, som kunne sætte en kæp i hjulet.

Rasmus Kleis Nielsen er dog ikke bekymret for vores demokrati – endnu. Det ville være værre, hvis problemet var, at det politiske system lukkede sig om sig selv, og indtil videre er det ikke hver eneste uge, at lovgivningen ændres på grund af enkeltsager eller folkestemninger.

Desuden har det konsekvenser, ikke mindst for politikerne selv, hvis de bliver for populistiske.

»Øremærket barsel er sammen med betalingsringen to sager, som de nuværende regeringspartier må forventes at komme til at betale en politisk pris for at have skiftet standpunkt til. Især øremærket barsel, som der var flertal for at gennemføre, hvis man ønskede det. Det vil være en af de ting, folk tænker over, når de skal til stemmeurnerne næste gang,« siger han.