Styrelsestopchef: Vi forsøgte at afbøde ulovlig tilstand

Vidne fortæller i Rigsretten, at departementschef blev »kørt over« i udmelding om adskillelse af asylpar.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, opfattede det som ulovligt, da Udlændingeministeriet i 2016 meddelte, at asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig, skulle adskilles.

»Det var en ulovlig tilstand,« siger han tirsdag i Rigsretten, hvor han bliver afhørt som vidne i sagen, hvor tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er tiltalt for en ulovlig instruks.

Styrelsen, som stod for at behandle de konkrete sager, adskilte derfor ikke bare alle parrene, forklarer Henrik Grunnet. Styrelsen holdt igen med at adskille par, der havde børn.

»Vi måtte forsøge at afbøde de vidtrækkende konsekvenser og så vidt trodse internt, der hvor vi havde mulighed for det.«

»Vi kunne ikke melde noget andet ud til operatørerne, men det var et spørgsmål om, at vi i de sager, hvor der åbenbart ikke kunne ske adskillelse, undlod at træffe en afgørelse,« siger Henrik Grunnet.

Det var i en pressemeddelelse 10. februar 2016, at Inger Støjberg meddelte, at hun satte en stopper, at mindreårige kunne bo med en ægtefælle eller samlever på et asylcenter.

Tidligere samme dag var der et koncerndirektionsmøde i ministeriet, hvor Henrik Grunnet deltog som den eneste fra styrelsen.

Ifølge Grunnet var der en uenighed mellem departementschef Uffe Toudal og Støjberg om, hvorvidt der skulle nævnes undtagelser til ordningen.

»Det var da en noget usædvanlig og i og for sig rystende oplevelse, at departementschefen blev kørt over.«

»Men jeg gik fra mødet med en forventning om, at man gik tilbage til Justitsministeriet og prøvede at komme med noget, der kunne supplere det, der skulle gå ud som den absolutte melding,« siger Henrik Grunnet.

Styrelsen fik pressemeddelelsen tilsendt, og så ringede afdelingschef i ministeriet Line Skytte Mørk Hansen til vicedirektør Lene Vejrum i styrelsen.

Skytte har sagt, at hun fortalte, at der var undtagelser, men Vejrum mener, at hun fik at vide, at de skulle adskille uden undtagelser.

»Jeg kan huske, at Lene kom ind på mit kontor og ærlig talt var noget bleg og bestyrtet over situationen,« siger Grunnet.

Han fortæller også, at styrelsen pressede på for at få retningslinjer, som dog først kom ti måneder senere. Selv var han hurtigt ude af sagen igen, da han stoppede i Udlændingestyrelsen ved udgangen af februar 2016.

Støjberg har forklaret, at hun ikke ville »flage« med undtagelser i pressemeddelelsen og henvist til, at hun har godkendt et notat, der tilsagde, at der var undtagelser.

Men Grunnet fortæller, at han ikke havde hørt om det, før Instrukskommissionen granskede sagen i 2020.

»Det var første gang, at jeg hørte om et notat,« siger han.

/ritzau/