Stram Kurs vandt flest stemmer i Vestsjælland

Størst var Stram Kurs i Kalundborg og Slagelse, hvor partiet fik 3,5 procent og 3,4 procent af stemmerne.

Stram Kurs, der endte med 1,79 procent af stemmerne på landsplan, endte ikke over spærregrænsen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv om Stram Kurs ikke endte over spærregrænsen, stod partiet alligevel stærkt og over spærregrænsen i nogle dele af landet.

Det var især i Vestsjælland, at partiet stod stærkest. Men i kredsene Faxe, Køge, Horsens og Guldborgsund var partiet også store ifølge en måling fra KMD.

I Kalundborg stemte 1831 vælgere på partiet Stram Kurs. Det er 3,5 procent af alle stemmerne i kredsen.

Slagelse kommer lige efter, hvor 1617 vælgere satte kryds på partiet. Det er 3,4 procent af stemmerne i kredsen.

Stram Kurs fik 1231 stemmer i Faxe, 1155 stemmer i Horsens og 1102 stemmer i Guldborgsund på Lolland.

I de kredse, hvor Stram Kurs var mindst populær blandt vælgerne, var blandt andet i Slotskredsen, Indre bykredsen og Nørrebrokredsen i København.

Også i kredsene Lyngby, Falkoner og Bornholm fik Stram Kurs mindst stemmer og dermed under 400 stemmer per kreds.

På landsplan fik partiet 1,79 procent af stemmerne.

Der har især været spænding om de fire partier uden for Folketinget, Stram Kurs, Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne ville komme ind i Folketinget.

Ud af de fire kom kun Nye Borgerlige over spærregrænsen og fik fire mandater.

/ritzau/