Straffesagerne mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen, den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, droppes.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at Højesteret fredag fastslog, at sagerne skulle køre for delvist åbne døre.
I kølvandet på den beslutning har Forsvarets Efterretningstjeneste meddelt anklagemyndigheden, at tjenesten ikke længere »anser det for betryggende at stille de højt klassificerede oplysninger, som sagerne handler om, til rådighed for straffesagerne,« fremgår det af pressemeddelelsen.
Det klassificerede oplysninger er nemlig helt centrale for sagerne, lyder det.
»Uden adgang til at fremlægge dem i retten har anklagemyndigheden ingen mulighed for at løfte bevisbyrden. Derfor har anklagemyndigheden indstillet til justitsministeren, at sagerne ikke gennemføres. Det har ministeren tiltrådt, og dermed er sagerne afsluttet,« oplyser anklagemyndigheden.
Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen har begge været tiltalt for at røbe statshemmeligheder.
Også sagen mod den 63-årige tidligere kildefører hos PET er droppet, oplyser statsadvokat Jakob Berger Nielsen.
Claus Hjort Frederiksen sad i live i programmet Lippert på TV 2 News, da hans advokat meddelte ham, at sagen mod ham blev droppet.
»Jeg er lettet over, at sagen nu slutter, men jeg er rystet over den politiske side af sagen,« siger Claus Hjort i programmet.
Spektakulært forløb
Sagen tog sin begyndelse i december 2021, da PET i en pressemeddelelse oplyste, at fire personer var sigtet og anholdt – mistænkt for at have at lækket hemmeligheder fra efterretningstjenesterne.
For Claus Hjort Frederiksen tog sagen sit udspring i lige netop Lippert på TV 2 News, hvor han i december 2021 sagde, at Danmark havde et samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA om indhentning af informationer fra telekabler.
Claus Hjort blev så i 2023 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 109, stk. 1, »ved i flere tilfælde at have røbet eller videregivet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed.«
Samme paragraf blev tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen tiltalt efter, men dertil kom en tiltale for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, »ved i flere tilfælde uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder,« hvilket i praksis betyder brud på tavshedspligten.
Den 63-årige kildefører var også tiltalt for brud på sin tavshedspligt efter § 152, stk. 2 og dennes advokat, Jakob Lund Poulsen, er lettet over tiltalefrafaldet, oplyser han onsdag til Berlingske.
»Det er positivt på vegne af min klient. Det er jo godt, at han ikke skal trækkes med en langvarig sag gennem flere instanser, som jo var risikoen,« siger Jakob Lund Poulsen, advokat for den 63-årige tidligere kildefører i PET.