Personer med en lang uddannelse tjener ofte mere end dem med en kort uddannelse. Men det betyder ifølge regeringens støttepartier ikke, at man ikke skal have økonomisk støtte i form af SU, mens man studerer.
Uddannelse er en samfundsinvestering, lyder det fra partierne. Højtuddannede betaler samfundet tilbage i form af skat, siger De Radikales uddannelsesordfører, Katrine Robsøe.
»Vi har masser af ting i vores samfund, som nogle får, og andre ikke får. Og det er derfor, vi har en forventning om, at de studerende får et arbejde bagefter.«
»Og så kan de hjælpe med at betale ind til vores fællesskab,« siger hun.
Onsdag formiddag fremlagde Reformkommissionen deres forslag til, hvordan fremtidens uddannelser skal se ud.
Blandt forslagene er, at SUen skal omlægges til lån på kandidatuddannelser. Argumentet er, at dem med en høj uddannelse tjener mere, når de er færdige med uddannelsen.
Pengene skal i stedet gå til at efteruddanne dem med en kort uddannelse.
Det vil skabe mere lighed, vurderer kommissionen.
Men kommissionen »vender den om«, mener Enhedslistens uddannelsesordfører, Victoria Velasquez.
Studerende skal ikke betale for deres uddannelse, fordi kommer til at tjene flere penge i fremtiden, mener hun.
I stedet skal kommissionen selvstændigt kigge på, hvordan man giver de kortest uddannede mere uddannelse, mener Victoria Velasquez.
»Men det at tage SUen fra kandidaten, ved vi, vil ramme socialt skævt. Så det virker mærkeligt at bruge argumentationen om, at det skal fremme, at flere skal have en uddannelse,« siger hun.
Det er SFs uddannelsesordfører, Astrid Carøe, enig i.
En ting er, hvad man ender ud med, noget andet er, hvad man har, når man starter på en uddannelse.
»Der sætter vi altså bare dem, der kommer fra meget ressourcestærke hjem i en markant lettere situation, hvis man afskaffer SUen, end dem der ikke gør,« siger hun.
Det vil betyde, at nogen ikke er klar til at løbe risikoen ved at tage en kandidatuddannelse, mener hun.
Forslaget vil ifølge hende gøre det endnu sværere at bryde den sociale arv, end det er i dag, mener hun.
Onsdag sagde uddannelses- og forskningsminister Jeppe Petersen (S) på Twitter, at afskaffelse af SU på kandidatuddannelse ikke umiddelbart er på hans tegnebræt.
/ritzau/