Støttepartier efter skrotning af Lindholm-plan: Sund fornuft

At stoppe planerne om et udrejsecenter på Lindholm har været et kardinalpunkt for Radikale Venstre.

Sofie Carsten Nielsen, politisk ordfører for Radikale Venstre, glæder sig over, at udrejsecentret på Lindholm nu ikke bliver til noget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Det meget omtalte planlagte udrejsecenter på Lindholm bliver ikke til noget. Det slår udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fast torsdag eftermiddag. Og det bringer glæde hos støttepartierne.

For Radikale Venstre har skrotningen af planerne været et afgørende punkt i valgkampen og støtten til den socialdemokratiske regering.

»Det er sund fornuft og det er også, hvad vi havde regnet med. Jeg er glad for, at Mattias Tesfaye har erkendt, at det er spild af penge. Så selvfølgeligt er det slut med Lindholm som en ø, der skal huse mennesker.«

»Nu kan vi bruge pengene på gode ting. Forebyggelse af kriminalitet og integration for eksempel,« siger politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen.

Mattias Tesfaye skriver om lukningen, at et udrejsecenter på Lindholm vil være uforholdsmæssigt dyrt. Og det er man enig i hos SF.

»Det er en kæmpe sejr for den sunde fornuft. SF har okset for at få skrottet det her pengespild, så det er dejligt at se, at ministeren lytter.«

»Hele det her med, at det absolut skulle foregå på en ø, det var jo ren symbolpolitik, der kunne have kostet de danske skatteydere hundredvis af millioner kroner,« skriver SFs udlændingeordfører, Carl Valentin, i en kommentar.

Enhedslistens Rosa Lund, udlændinge- og integrationsordfører, siger:

»Det er en god dag for Enhedslisten. Det er dejligt, at sådan et stykke pissedyrt symbolpolitik, det ryger i skraldespanden.«

Både SF og Radikale Venstre siger, at der stadig er brug for at få kigget på, hvor udviste, kriminelle udlændinge skal bo og opholde sig.

»Vi synes heller ikke, at alle skal sidde på Kærshovedgård. For det er også utrygt.«

»Vores bud er, at når familierne kommer ud af Sjælsmark, så kunne der blive plads der til nogen. Det vil være oplagt. Men der er også andre tomme centre, der kan bruges,« siger Sofie Carsten Nielsen fortsætter:

»Der er meget symbolpolitik endnu, der skal fjernes. Men dette her var dog det mest hovedrystende eksempel på 'gak-gak'-politik, der blev vedtaget, fordi Dansk Folkeparti ville have et symbol på en øde ø.«

Enhedslistens Rosa Lund mener dog ikke som Radikale Venstre, at der er behov for et udrejsecenter til udviste, kriminelle udlændinge:

»Der er allerede et sted. Så vi må kigge på, hvordan vi løser problemerne der. Men vi skal huske på, at politiet siger, at der ikke er sket en stigning i anmeldelser omkring Kærshovedgård,« siger hun og fortsætter:

»Så vi mener ikke, at der er et behov.«

/ritzau/