SF støtter idéen om at sætte håndtryk for kommende statsborgere på pause.
Dermed vil alle tre støttepartier nu have regeringen til at droppe håndtrykkene midlertidigt.
»Jeg synes først og fremmest, at han (udlændingeministeren, red.) skal suspendere lovgivningen, indtil vi er kommet på den anden side af den her krise«, siger SF's indfødsretsordfører, Halime Oguz.
I weekenden udtrykte Enhedslisten og De Radikale ønske om, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sætter håndtrykket på pause.
»Jeg synes, det vil være almindelig ordentlighed at sige, at nu får de deres statsborgerskab - håndtryk eller ej,« siger De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg.
Ministeren har indtil videre ikke villet kommentere sagen - hverken om han agter at sætte håndtrykket på pause, om han vil vente, eller om han vil beholde kravet under coronakrisen.
/ritzau/



