Støttepartier advarer mod halvering af Rigspolitiet

Regeringens støttepartier deler ambitionen om mere nærpoliti, men frygter for Rigspolitiets arbejde.

Statsminister Mette Frederiksen deltager når Tænketanken Europa afholder Europakonferencen 2020 i Industriens Hus i København tirsdag den 28. januar 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Der er enighed om, at Rigspolitiet har vokset sig for stort. Men ligefrem en halvering, som statsminister Mette Frederiksen (S) foreslår, lyder ganske voldsomt.

Det er den udbredte opfattelse blandt den socialdemokratiske regerings støttepartier, efter at Mette Frederiksen i Berlingske løfter sløret for sine planer om at fjerne knap 900 årsværk fra Rigspolitiet. Det skal blandt andet ske for at styrke det nære politi.

Hos SF er retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt som udgangspunkt enig i, at det giver mening at skære hos Rigspolitiet.

»Vi er optaget af at styrke det nære politi. Jeg tror, vi har undervurderet, hvor meget det betyder for folk, at der er en lokal politistation, og at der er betjening i den. Vi har underkendt, at den oplevede tryghed også betyder noget.«

»Når det er sagt, lyder det voldsomt, at man lægger op til en halvering. Jeg er spændt på, om der ligger en analyse bag, og om man kan gøre det uden helt at smadre nogle af de meget vigtige funktioner i politiet.«

»Der er rigtig mange specialer i kriminalteknik, cybercrime, forebyggelse og it,« siger hun.

Karina Lorentzen Dehnhardt finder det problematisk, hvis arbejdet med disse elementer bliver svækket.

Mette Frederiksens plan skal sikre, at der kommer flere medarbejdere ud i landets politikredse.

Desuden skal der oprettes 20 nye nærpolitistationer, ti på hver side af Storebælt.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, »deler fuldt ud ambitionen om mere nærpoliti«.

»Men jeg er meget skeptisk over for, om det skal komme ved at halvere Rigspolitiet,« siger hun.

Rosa Lund mener ikke, at man bare kan tage en person ud fra Rigspolitiet og lade personen agere nærpoliti på Lolland eller på Nørrebro i København.

»Reelt nærpoliti er politi, som er til stede. Som er de samme betjente, som er der hver dag, som er til at komme i kontakt med, men som også kan lave det relationelle politiarbejde,« siger hun.

Også De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, er skeptisk over for regeringens plan om at halvere Rigspolitiet.

Hos det største oppositionsparti, Venstre, siger retsordfører Inger Støjberg, at der er brug for flere penge end de 1,2 milliarder kroner over fire år, som blev sat af til politiet på finansloven for i år.

»De penge, der er sat af, er kun til at udfylde det hul, der er i driften af politiet lige nu.«

»Så ja, der skal sættes flere ressourcer af til politiet, det er jeg slet ikke i tvivl om. Ellers har vi ikke et politi, der både kan håndtere det svære og det nære.«

»Så der skal nogle flere betjente til, og det er noget af det, som Venstre klart kommer til at arbejde for,« siger hun.

Samme holdning har Dansk Folkeparti.

»Når man gør bundlinjen op for politiets mandskabsstyrke, så skal der være 300 flere betjente om året ekstra over de næste år.«

»Så vi kan bygge politistyrken op til et niveau, hvor den kan håndtere nutidens kriminalitet,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

/ritzau/