Større forsamlinger, tilskuere på stadion og indendørs servering på onsdag. Få overblikket over genåbningen her

Natten til fredag blev en ny plan for yderligere genåbning af Danmark vedtaget. Det er en større genåbning end ventet – og der er godt nyt til de restaurant-hungrende.

(ARKIV) Fra på onsdag kan danskerne igen komme på restaurant indendørs med coronapas og bordbestilling. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Den 21. april – onsdag i næste uge – forsvinder en lang række restriktioner.

Efter timelange forhandlinger i Justitsministeriet torsdag eftermiddag og aften blev en samlet plan for genåbningen af Danmark præsenteret lidt over midnat natten til fredag.

På en stribe områder bliver samfundet åbnet hurtigere end ventet.

»Vi kan nu fremrykke store dele af genåbningen til næste uge. Det skyldes, at vi står i en gunstig position i Danmark. Når vi har kunnet lavet en større genåbning end ventet, så skyldes det, at vi har kontrol over smitten, vi har intensiv testning og sekventering og mulighed for lokal nedlukning,« sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet.

Alle partier i Folketinget undtaget Nye Borgerlige står bag aftalen.

Herunder er de mest centrale punkter:

  • Åbningen af indendørs servering på restauranter var med genåbningsaftalen inden påske fastsat til 6. maj, men nu åbnes der for indendørs servering allerede 21. april – med et krav om bordbestilling og fremvisning af coronapas.
  • Når udendørs servering åbner – også 21. april – er der til gengæld ikke krav om coronapas. Allerede inden forhandlingerne havde et flertal uden om regeringen ønsket kravet droppet. Seneste udskænkning er klokken 22, og der skal holdes lukket fra 23 til klokken 5.

  • Tilskuere kan komme tilbage på stadion efter den såkaldte superliga-model, der blandt stiller krav til antal tilskuere per sektion på stadion. Det kan ske allerede fra 21. april.

  • Det udendørs forsamlingslingsloft bliver gradvist hævet de kommende uger og måneder. Den 21. april hæves det til 50 personer, fra 6. maj til 75 personer, fra 21. maj til 100 personer og fra 11. juni afskaffes det helt.

  • Også det indendørs forsamlingslingsloft bliver gradvist hævet. Den 21. april hæves det til 10 personer, fra 6. maj til 25 personer, fra 21. maj til 50 personer og fra 11. juni bliver det indendørs forsamlingsloft hævet til 100 personer.

  • Elever i 5.-8. klasse må møde hveranden uge indendørs, mens de kan møde udendørs i de andre uger.
  • Den 21. april må 80 procent af afgangselever møde i grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser. Dog vil det i første omgang kun omfatte Nordjylland, Østjylland, Vestjylland, Sydjylland, Fyn og Vest- og Sydsjælland, fordi smitten her er lavere end i hovedstaden.
  • Studerende på videregående uddannelser må vente lidt med at være fuldt tilbage. Kun 30 procent må møde fysisk op – her vil genåbningen også være geografisk betinget.
  • Derudover åbner store indkøbscentre og stormagasiner, museer, kunsthaller og biblioteker som allerede planlagt 21. april.

Læs hele aftalen på Justitsministeriets hjemmeside her.