Støjbergs topchef var tryg trods manglende retningslinjer

Pensioneret departementschef erkender i Rigsretten, at styrelse fik retningslinjer for sent, men han var tryg.

Tirsdag fortsætter afhøringen af tidligere departementschef Uffe Toudal Pedersen i rigsretssagen mod Inger Støjberg. Sagen foregår i Eigtveds Pakhus på Christianshavn i København. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der gik for lang tid, før Udlændingestyrelsen i 2016 fik retningslinjer for ordningen med at adskille mindreårige asylansøgere fra ældre ægtefæller og samlevere.

Det erkender Uffe Toudal Pedersen, der dengang var departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og tirsdag fortsat bliver afhørt som vidne i Rigsretten.

Ti måneder måtte styrelsen vente på retningslinjerne.

»Den endelige vejledning kom for sent. Men det er ikke et udtryk for, at der indtil da var et fuldstændigt tomrum,« siger Uffe Toudal Pedersen, der i dag er pensionist.

Han var derfor tryg ved, at Udlændingestyrelsen alligevel ville håndtere sagerne med mindreårige, der skulle adskilles fra en ældre ægtefælle, efter loven.

»De arbejdede med det her område og sad med erfaringen om, hvor snitfladerne gik. Derfor var jeg tryg ved, at det skete inden for de rammer, der var, uanset at det ikke var skrevet ned,« siger han tirsdag i retten.

Det centrale i rigsretssagen er, om daværende minister Inger Støjberg iværksatte og fastholdt en instruks om at adskille parrene – uden at gøre undtagelser og give den individuelle vurdering, som de har krav på.

10. februar 2016 meddelte Støjberg i en pressemeddelelse, at hun ville adskille asylpar – uden undtagelser. Forinden var godkendt et notat om, at der kunne være undtagelser. Men det kom ikke videre til styrelsen.

Og først i december 2016 lå retningslinjerne til Udlændingestyrelsen klar om, hvordan den skulle håndtere adskillelserne af asylparrene.

Røde Kors sendte i foråret 2016 et brev til ministeriet med fem konkrete asylsager, hvor der var tvivl om, hvorvidt de kunne adskilles. Og Røde Kors bad om at få dispensation fra at skulle adskille samtlige par.

Men det gjorde tilsyneladende ikke et stort indtryk på departementschefen. Toudal husker svagt brevet, som blev nævnt for ministeren. Men han mindes ikke at have haft drøftelser om de konkrete sager.

»Den opfattelse, jeg sad med, var, at det håndterede styrelsen (Udlændingestyrelsen, red.) med den erfaring, den havde med at håndtere svære sager,« siger Uffe Toudal Pedersen.

Folketingets Ombudsmand gik også ind i sagen i foråret 2016. Ombudsmanden mente, at det først var rigtigt at adskille, når der var retningslinjer på plads.

»Det var jeg enig med ham i, men jeg sagde, at det kunne vi ikke, og at så måtte vi begynde at skille ad, og hvis der var noget undervejs, hvor vi ikke kunne skille ad, måtte vi rette op på det,« forklarer Uffe Toudal.

Departementschefen havde indtryk af, at »vi ikke var kommet afsted med« at sige, at der først ville kunne være retningslinjer om måske tre måneder, og at så måtte adskillelserne vente.

»Det var vores analyse, at så måtte vi gå i gang med det her og så administrere på en måde, vi fandt, var lovlig,« siger han.

Uffe Toudal blev også afhørt fredag i sidste uge, og afhøringen er fortsat tirsdag, hvor den ventes færdiggjort. Herefter skal en lang række andre vidner afhøres.

/ritzau/