Støjbergs team har endnu ikke taget stilling til fodlænke

Straffe op til seks måneder kan afsones med fodlænke. Forsvarer for Støjberg vil ikke svare på, om de søger.

Arkivfoto: Støjbergs ene forsvarsadvokat René Offersen afviste efter domsafsigelsen at svare på spørgsmål om netop fodlænke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Får man en fængselsstraf på op mod seks måneder, kan man i nogle tilfælde afsone den med elektronisk fodlænke.

Om det bliver aktuelt for Inger Støjberg, der mandag er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten, står fortsat hen i det uvisse.

Hendes ene forsvarsadvokat René Offersen afviste efter domsafsigelsen at svare på et spørgsmål om netop fodlænke.

»Nej, det kan jeg overhovedet ikke sige noget om,« sagde Offersen og tilføjede, at de måske vil sige noget om sagen tirsdag.

En fodlænke er ifølge Kriminalforsorgen en rem med en elektronisk sender, som sættes fast om anklen på den dømte.

Senderen kommunikerer med en boks i hjemmet. Den er i konstant forbindelse med en overvågningscentral hos Kriminalforsorgen.

Man skal selv ansøge om at afsone med fodlænke.

Hvis man får godkendt det, aftaler man et aktivitetsskema med Kriminalforsorgen. Dermed må man kun forlade sit hjem i de aftalte tidsrum i forbindelse med de godkendte aktiviteter.

Der er dog en række betingelser for at få lov at afsone straffen hjemme.

Først og fremmest skal boligen været egnet til afsoning, for det skal være muligt med overvågning og kontrol. Derfor må man for eksempel ikke bo på hotel eller herberg.

Bor der personer under 18 år i boligen, skal de give samtykke.

Man skal som udgangspunkt være i arbejde eller under uddannelse. Kravet om beskæftigelse gælder dog ikke ved afsoning af fængsel i op til 30 dage.

Arbejdsgiveren eller uddannelsessted vil få at vide, at man afsoner en dom med fodlænke.

Derudover skal man som udgangspunkt deltage i et kriminalitetsforebyggende program i Kriminalforsorgen.

Man må heller ikke indtage alkohol eller stoffer, hvis man vil søge om fodlænke.

Slutteligt skal man medvirke til en såkaldt egnethedsvurdering, hvor Kriminalforsorgen skal vurdere, om man vil være i stand til at afsone straffen med fodlænke

I et skriftligt citat afviser Kriminalforsorgen at kommentere den konkrete personsag.

»Fængselsstraffe på til og med seks måneder kan dog i nogle tilfælde afsones med elektronisk fodlænke hjemme hos den dømte, hvis der ansøges herom,« lyder det.

Man skal have fodlænken om anklen hele tiden. Hvis man tager den af, udløses en alarm.

Fodlænken er vandtæt, så man kan tage bad med den på.

/ritzau/