Støjberg vil bremse Syrien-krigere med nye initiativer

Regeringen er på vej med nye initiativer, der skal bremse Syrien-krigere, før de rejser til udlandet for at kæmpe. Man har ikke noget at gøre i Danmark, hvis man kæmper for IS, siger Inger Støjberg.

Inger Støjberg Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Efter det er kommet frem, at to herboende udlændinge har fået frataget deres opholdstilladelse med henvisning til den såkaldte Syrien-kriger-lov, forklarer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at flere initiativer er på vej.

»Regeringen gik til valg på at stramme kursen over for Syrien-krigere, og vi er på vej med initiativer, der meget klart vil signalere, at hvis man tilslutter sig Islamisk Stat (IS), så har man ikke noget at gøre i Danmark. Og vi har allerede frataget opholdstilladelsen for to udlændinge, som er rejst til Syrien,« lyder det fra Inger Støjberg i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Syrien-kriger-loven gør det muligt for Udlændingestyrelsen at fratage herboende udlændinge deres opholdstilladelse, hvis de er rejst til udlandet for at kæmpe. I alt er der rejst 22 sager med henvisning til loven, der trådte i kraft 1. marts.

Men loven kritiseres af Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet. Han mener, at grundlaget for at fratage udlændinge deres opholdstilladelse i Danmark er tyndt.

»Tilsyneladende har myndighederne ikke nogen særlig konkret viden om, hvorvidt den enkelte person efter sin hjemvenden vil være til fare for det danske samfund. Det er meget overfladisk, for ikke at sige tyndt og ikke-eksisterende,« siger han.

Berlingske Nyhedsbureau har fået aktindsigt i sagen om den første mand, der blev frataget sin opholdstilladelse, og heraf fremgår det, at den pågældende mister sin opholdstilladelse, fordi det vurderes, at han har deltaget i kamphandlinger i Syrien eller Irak.

Ifølge Syrien-kriger-loven risikerer vedkommende derved at udgøre en fare for det danske samfund. Men af sagsakten fremgår det ikke, hvilke konkrete beviser, der peger på, at han skulle være til fare for statens sikkerhed.

Det er i Syrien-kriger-loven - modsat normale straffesager - ikke nødvendigt eksempelvis at bevise, at den pågældende Syrien- eller Irak-farer har tænkt sig at udøve terror i Danmark, påpeger Jørn Vestergaard.

Berlingske Nyhedsbureau har spurgt Inger Støjberg om, hvorvidt hun mener, at grundlaget for at fratage Syrien-krigerne opholdstilladelsen, men det svarer hun ikke på i sit skriftlige svar.

Inger Støjberg peger derimod på, at der skal endnu flere initiativer til for at bremse strømmen af Syrien-krigere fra Danmark.

»Da Socialdemokraterne var i regering, sad de på hænderne i fire år, og gjorde slet ikke nok for at bremse strømmen af folk, der rejser fra Danmark for at deltage i hellig krig i Syrien,« lyder det fra udlændinge- og integrationsministeren.

PET skønner, at mindst 27 personer, der er rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at kæmpe, er død i kamp. Mindst 125 personer skønnes at være rejst fra Danmark til kampene i Irak og Syrien.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), forklarer, at partiet ligesom Inger Støjberg har nye initiativer i støbeskeen, som skal bremse strømmen af Syrien-krigere fra Danmark.