Støjberg vil bortvise elever første gang de taler andet end dansk
Danmarksdemokraterne foreslår tre initiativer, der skal gøre op med negativ social kontrol på danske skoler.

Danmarksdemokraterne foreslår tre initiativer, der skal gøre op med negativ social kontrol på danske skoler.

Skoleelever skal tale dansk og kun dansk på danske ungdomsuddannelser - hvis ikke skal de bortvises fra skolen.
Det mener Danmarksdemokraterne, der foreslår tre initiativer til at gøre op med negativ social kontrol, siger formand Inger Støjberg.
- For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om de taler om, hvem der vinder det danske mesterskab i fodbold, eller om de taler om Koranens forskrifter. Når man er på en dansk ungdomsuddannelse, så skal man tale dansk, siger hun.
Initiativerne kommer, efter at Berlingske har beskrevet problemer med negativ social kontrol på tre skoler i hovedstadsområdet - alle tre hvor i hvert fald en fjerdedel af eleverne har ikkevestlig baggrund.
Berlingske har gennem aktindsigt i tilsynsdokumenter kunnet konstatere, at skolerne beretter om elever, der overvåger andre og vurderer, hvem der er "en god og en dårlig muslim".
Støjberg uddyber, at kravet om, at der udelukkende skal tales dansk, er for at imødekomme, at lærerne kan følge med i, hvad der bliver talt om og dermed også opsnappe, om der er tale om negativ social kontrol.
- Hvis man er så vild med at tale arabisk eller engelsk eller tysk, så må man jo gøre det, når man kommer hjem, siger hun.
Danmarksdemokraterne foreslår også, at elever, der udøver negativ social kontrol, skal bortvises konsekvent.
Spørgsmål: Kan du forstå, at det kan være svært at definere, hvornår der er tale om en dumsmart bemærkning eller smådrillerier, og hvornår det er reelt negativ social kontrol?
- Nej, det kan jeg ikke, svarer Støjberg.
Hun uddyber ikke, hvornår der er tale om det ene eller det andet, men mener ikke, at det er svært at vurdere.
- Det handler om, at vi i alt for mange år har vendt det blinde øje til, og at der har været manglende konsekvens. Man har simpelthen været for blød og ikke turde sætte foden ned, og det går bare ikke, siger hun.
Spørgsmål: Kan det ikke også være, fordi det kan være svært at sætte faste regler op omkring noget som kan være en definitionssag?
- Jeg tror i høj grad, at det er fordi, at det er svært at gå ind at tage denne her konfrontation, hvis ikke reglerne klart siger, at man skal.
Partiet foreslår også, at der skal være konsekvente indberetninger i de tilfælde, hvor unge kvinder dukker op med "islamisk tørklæde".
Hvis det stod til Støjberg skal reglerne være "fuldstændig entydige her".
- Vi vil ikke acceptere nogen former for islamisk social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner. Vi vil heller ikke acceptere, at de render rundt og snakker arabisk på vores uddannelsesinstitutioner, og vi vil heller ikke acceptere, at unge indvandrerpiger pludselig bliver påduttet, at de skal gå med et islamisk tørklæde, siger Støjberg.
/ritzau/