Støjberg tager kommission med ro: Ville beskytte piger

Udsigten til en kommission skræmmer ikke Inger Støjberg. Hun ville gå lige så langt i dag, siger hun.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det er med sindsro, at Inger Støjberg (V) afventer en indkaldelse fra undersøgelseskommissionen, som skal undersøge den forhenværende udlændinge- og integrationsministers rolle i sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar.

»Jeg ved jo præcis, hvad jeg har sagt overfor embedsmændene, så jeg imødeser det med sindsro, og derfor vil jeg bidrage til kommissionen, alt det, jeg overhovedet kan,« siger Inger Støjberg.

Sagen om de unge asylpar - også kendt som barnebrudssagen - omhandler en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvis den ene part var under 18 år.

Instruksen blev udsendt i en pressemeddelelse i februar 2016, og Udlændingestyrelsen fik besked fra ministeriet om at administrere efter den. Folketingets Ombudsmand har betegnet instruksen som ulovlig.

Efter et møde mellem justitsminister Nick Hækkerup (S) og partierne SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet er det fredag blevet besluttet, at en undersøgelseskommission skal undersøge forløbet omkring instruksen

Inger Støjberg har gennem flere samråd fastholdt, at hun ikke har forsøgt at iværksætte en ulovlig praksis.

»Det handler om, at vi var i en situation, hvor små piger boede sammen med ældre mænd. Og ærlig talt, det hører ikke hjemme i Danmark. Jeg gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne for at beskytte pigerne,« siger hun.

Inger Støjberg er i øjeblikket eneste kandidat til posten som Venstres nye næstformand, efter at Kristian Jensen (V) har trukket sig.

Adspurgt om hun frygter, at kommissionen kan have betydning for hendes mulighed for at blive næstformand, svarer hun:

»Det må være op til de delegerede på vores landsmøde.«

»Jeg kan bare sige, at jeg gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne, for at beskytte nogle piger, og det står jeg fuldstændig ved. Og spørger du mig i dag, om jeg vil gå så langt, jeg overhovedet kan, for at beskytte pigerne, så er svaret et rungende 'ja',« siger hun.

/ritzau/