Støjberg svines i grov sang: »Jeg har hørt den hele dagen i ministerbilen«

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olivier Hoslet

»Fuck Inger, fuck Inger, fuck Inger, ah, ah.«

Sådan lyder en del af omkvædet i en ny sang, som den danske Facebook- og YouTube-tegnefilmsserie Gigis har produceret.

Og ja, med »Inger« bliver der refereret til Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V).

Med til sangen følger en musikvideo, som latterliggør og tilsviner Inger Støjberg mindst lige så meget som selve teksten. Men det er tilsyneladende ikke noget, der går ministeren på. Tværtimod.

På Facebook har hun delt videoen og skrevet en kort, præcis tekst, der deler ordlyd med sangen.

»Den her sang er fucking fed. Hav en fucking fed weekend,« skriver hun.

Til BT uddyber ministeren, at hun oprigtigt synes, at folkene bag faktisk fortjener opmærksomhed for deres arbejde.

»Jeg får mange beskeder fra folk, der ikke er særligt begejstret for min politik, men det er sjældent, at de ligefrem tager sig tid til at komponere en hel sang og at lave en musikvideo. Så jeg synes, den fortjente at blive delt. Jeg har hørt den hele dagen i ministerbilen, og den er virkelig fængende,« siger hun om sangen, hvor omkvædet lyder således:

»Vågned' op i morges, tænkte 'fuuck Inger'. Hun vil ha' min stemm', hun ka' få min fuuckfinger. Fuuck alle dem, der deler hendes hooldninger. Hvis du har det lig'som, så sig 'fuuck Inger'«

Tegnefilmsserien Gigis afbilleder med en meget ironisk distance dele af indvandrerkulturen i Danmark, og Inger Støjberg har lige fra starten været et af de helt store omdrejningspunkter.

Herunder kan du se nogle eksempler på, hvordan Gigis tidligere har gjort grin med hende.

Foruden Inger Støjberg gør Gigis grin med både indvandrere, danskere og andre kendte personligheder - blandt andre Topgunn og Lukas Graham.

Du kan se alle videoerne lige her på deres YouTube-kanal.