Støjberg om Venstre-ballade: »Det ville klæde os at få ro på«

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister satte ord på uroen i partiet før internt Venstre-møde.

støjberg
Retsordfører Inger Støjberg (V) har hidtil været meget tavs om den uro, der har præget Venstre de seneste uger. Nu siger hun til DR, at det »ville klæde os at få ro på«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Retsordfører Inger Støjberg (V) har hidtil været meget tavs om den uro, der har præget Venstre de seneste uger, og som har partiets topfigurer i fokus.

Før et møde fredag blandt toneangivende politikere i partiet på Christiansborg åbnede Venstre-profilen imidlertid lidt op for, hvad hun tænker om situationen.

»Det ville klæde os at få ro på,« sagde hun til dr.dk.

Efter mødet havde Inger Støjberg ikke lyst til at sige noget.

Det samme gjaldt formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen.

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen anerkender, at der i øjeblikket finder møder sted i Venstres bagland, hvor tilliden til ledelsen bliver drøftet.

»Det er et sundhedstegn, at man har plads til at drøfte de uenigheder, man har. Andet er en stor katastrofe, og vi er et liberalt parti,« sagde han.

Ifølge Jakob Ellemann-Jensen talte Venstre-topfolkene om politik på fredagens møde.

Han udtrykte et håb om, at der trods balladen fortsat vil være opbakning til partiets formandskab med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

»Ja, det tror jeg, der er. Det har i hvert fald min fulde opbakning,« sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Der har været masser af uro i Folketingets næststørste parti de seneste uger.

Den begyndte for alvor, da Kristian Jensen i et interview med Berlingske slog fast, at Venstre ikke igen skal gå til valg på at danne en SV-regering.

Den regeringskonstellation gjorde Lars Løkke Rasmussen ellers til sin førsteprioritet dagen før folketingsvalget 5. juni.

Venstre gik frem ved valget, men måtte se Socialdemokratiet danne regering alene.

På partiets sommergruppemøde måtte Kristian Jensen beklage sine udtalelser og lægge ører til krav fra Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen om at trække sig som næstformand.

Balladen eskalerede herefter i en sådan grad, at Venstres bagland i øjeblikket er i gang med en stribe møder, hvor tilliden til den øverste ledelse i partiet altså bliver drøftet.

Venstre afholder 30. og 31. august møde i partiets hovedbestyrelse, hvor uroen er på dagsordenen.

Til november skal partiet vælge formand og næstformand på landsmødet.

/ritzau/