Inger Støjberg siger det selv så klart, at ingen kan være i tvivl om, at hun er en detroniseret politiker i Venstre:

»I går var jeg næstformand. Det er jeg ikke i dag.«

Tirsdag aften bad Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sin næstformand, Inger Støjberg, om at gå af, hvilket hun så gjorde, og ifølge hende selv er det ikke kun forskelle i politiske holdninger og en truende rigsretssag i horisonten, der er årsagen til, at hun måtte forlade Venstres ledelse.

Gennem længere tid har både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kørt deciderede kampagner på de sociale medier til støtte for Inger Støjberg, som først har været undersøgt af Instrukskommissionen, og som nu muligvis bliver anklaget i en rigsretssag. I det hele taget har Inger Støjberg ifølge sig selv haft et for godt forhold til andre partier i blå blok.

»Han (Jakob Ellemann-Jensen, red.) synes, at jeg har et for tæt og for godt forhold til andre blå partier. Og det har jeg jo altid selv syntes var en kæmpestor gevinst og fordel, fordi Jakob er jo altså statsministerkandidat i den blå blok, og derfor synes jeg jo kun, at det er godt, at vi har et meget, meget tæt forhold til de andre blå partier,« forklarede Inger Støjberg i et interview onsdag formiddag på TV 2 News.

For godt forhold

Men forholdet har altså været for godt ifølge Inger Støjberg, og det gode forhold har ført til, at Inger Støjberg er kommet på kant med partilinjen i Venstre. Sådan forstår Inger Støjberg i hvert fald begrundelsen for, at Jakob Ellemann-Jensen bad hende om at trække sig som næstformand.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har et fantastisk forhold til både De Konservative og Dansk Folkeparti, men jo også Nye Borgerlige, og det har jeg både på det personlige plan, men også på det politiske plan, hvor vi jo har haft et rigtigt godt samarbejde om blandt andet politiforliget, som vi så kom til at stå udenfor, Og det var jeg rigtig ked af, at vi gjorde, for jeg mener, at Venstre hører til i et politiforlig,« sagde Inger Støjberg til TV 2 News, som helt naturligt spurgte Inger Støjberg, om hun kunne finde på at skifte parti.

Inger Støjberg svarede ved at erklære sin kærlighed til Venstres bagland, særligt sin opstillingskreds i Skive, men svarede ikke direkte ja eller nej på spørgsmålet. I stedet sagde hun:

»Jeg tror ikke, at der er så mange, der er i tvivl om, hvad jeg mener om de forskellige ting, og de holdninger har jeg jo også i dag, præcis som jeg havde dem i går og i forgårs, og jeg vil også kæmpe videre for præcis de samme ting,« lød det fra den detroniserede næstformand.

»Jeg skal bruge lidt tid på at finde ud af, hvordan jeg bedst kæmper videre for den politik, jeg står for.«