Støjberg og Johanne – og 4 andre umage par i dansk politik

De Radikale gør tilnærmelser til Venstres Kristian Jensen. Det er ikke første gang, der er opstået flirteri på tværs af partiskel i dansk politik.

Foto: Nils Meilvang. I valgkampen i 2015 interviewede BT Enhedslistens tidligere politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og Inger Støjberg (V) om store politiske uenigheder – men også om venskab.
Læs mere
Fold sammen

De dukker op i dansk politik indimellem.

Umage alliancer på tværs af partiskel, som gerne ledsages af fællesinterviews med tilhørende billeder. Måske endda med håndtryk eller store smil side om side i en sofa.

Senest har de Radikale gjort tilnærmelser til Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, og partiet tager dermed et lille skridt på vejen mod at løsrive sig fra 25 år som Socialdemokratiets partner.

Få her historien om fem umage par i dansk politik.

1. Poul Schlüter (K) og Niels Helveg Petersen (R)

Foto: Mogens Ladegaard. I 1982 hjalp de Radikale Poul Schlüter (K) til magten. Daværende folketingsmedlem Niels Helveg Petersen (R) havde et tillidsfuldt forhold til den konservative statsminister. Her drikker de to te i Statsministeriet. Fold sammen
Læs mere

De Radikale har traditionelt indtaget rollen som kongemagerpartiet, der har bragt både borgerlige og socialdemokratiske statsministre til magten.

I 1970erne var partiet støtteparti for statsminister Anker Jørgensen (S). Men da han trak sig fra posten i 1982, pegede de Radikale med Niels Helveg Petersen i spidsen i stedet på Poul Schlüter (K).

Da Helveg skulle fortælle om beslutningen til sine partifæller, lød ordene fra den radikale topfigur i partiets gruppeværelse på Christiansborg:

»Schlüter bliver sensationelt god.«

I 1988 trådte de Radikale ind i Poul Schlüters regering, og Niels Helveg Petersen blev økonomiminister.

De to havde et tillidsfuldt forhold og sås også privat.

2. Lars Barfoed (K) og Margrethe Vestager (R)

Foto: Linda Kastrup. Den daværende konservative leder, Lars Barfoed, og de Radikales ditto, Margrethe Vestager, under valgkampen i 2011. Fold sammen
Læs mere

På tredjedagen i valgkampen i 2011 gav de Konservatives formand, Lars Barfoed, og den radikale leder, Margrethe Vestager, i et interview med Berlingske hinanden håndslag på, at de to partier ville arbejde sammen, uanset om blå eller rød blok vandt valget.

De to toppolitikere stillede op til fællesbilleder med tilhørende håndtryk.

»Vi kan bruge hinanden til at sikre, at der vil være et bredt konstruktivt samarbejde henover midten. Det kræver selvfølgelig, at dem, der er på begge sider af os, er villige til dette, men tilsammen kan vi jo forpligte dem på det,« sagde Lars Barfoed i interviewet.

Efter valget endte de Radikale i regering med Socialdemokratiet og SF.

3. Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Olsen Dyhr (SF)

Foto: Liselotte Sabroe. SF-formand Pia Olsen Dyhr og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har ved flere lejligheder stillet op til fællesinterviews. Her diskuterer de ældrepolitik i et interview med BT i maj 2015. Få dage efter udskrev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) folketingsvalg. Fold sammen
Læs mere

Midt i valgkampen i 2015 indgik DF-formand Kristian Thulesen Dahl og SF-formand Pia Olsen Dyhr en dagpenge-alliance.

De to partiledere stillede op til et interview med DR, hvor de siddende i en sofa lovede hinanden kun at indgå en aftale om dagpengene efter valget, hvis genoptjeningsperioden blev halveret – eller noget »endnu bedre«.

Få dage inden valgudskrivelsen interviewede BT desuden de to partiledere, hvor de bekendtgjorde, at de sammen ville kæmpe for at sætte en stopper for besparelser på ældreområdet.

Under interviewet fandt følgende ordveksling blandt andet sted:

POD: »Vi fortsætter snakken til sommer. Men da er du vel blevet minister, og så har du ikke tid.«

KTD: »Mig, minister? Nej, ikke til sommer da.«

POD: »Skal vi vædde? Nogle gode pølser, for eksempel.«

KTD: »Det er i orden. Vi vædder. Jeg har lige smagt nogle fantastiske vildsvinepølser. Dem tager vi.«

4. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Inger Støjberg (V)

Foto: Nils Meilvang. I valgkampen i 2015 interviewede BT Enhedslistens tidligere politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og Inger Støjberg (V) om store politiske uenigheder – men også om venskab. Fold sammen
Læs mere

Enhedslistens tidligere frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er dybt uenige politisk.

Men de to har flere gange talt åbent om, at de har stor respekt for hinanden og gerne taler og griner sammen over en Coca-Cola Zero.

»Jeg nyder at se Johanne fylde sig med de kapitalistdråber,« sagde Inger Støjberg i et fællesinterview med de to i BT under valgkampen i 2015.

Avisen havde kørt de to politikere i stilling til en snak over fiskefileter og frikadeller på en frokostrestaurant ti dage inden folketingsvalget. Her fortalte både Inger Støjberg og Johanne Schmidt-Nielsen, at de i begyndelsen ikke kunne udstå hinanden.

Men forholdet ændrede sig på en udvalgstur til Kenya.

»Aftenen før sad jeg og kiggede på deltagerlisten. Til min rædsel så jeg, at Johanne skulle med. Ikke nok med at jeg skulle ned og se på forfærdelige forhold i flygtningelejre. Jeg skulle også være sammen med Johanne i fem-seks dage. På en af de første aftener i Kenya fortæller du, at du havde tænkt nøjagtig det samme,« sagde Inger Støjberg til BT.

»Inger var mit hadeobjekt,« lød svaret fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Efter turen var tonen en anden, efter Schmidt-Nielsen havde fundet ud af, at Støjberg er »fantastisk morsom«.

»Jeg sætter pris på, at man kan tage pis på ting og tage pis på sig selv. Særligt fordi vi arbejder et sted, hvor selvhøjtideligheden kan være kvalmende. Det gjorde, at det blev en fantastisk tur,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen, mens Inger Støjberg kvitterede:

»Johanne er en sej og rå politiker, og hun har en sødme over sig, der gør, at hun slipper af sted med at sige hvad som helst. Jeg anerkender fuldt ud Johannes kompetencer. Hun er altid velforberedt.«

5. Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF)

Foto: Liselotte Sabroe. DF-formand Kristian Thulesen Dahl og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, under åbningsdebatten i Folketinget i oktober. Begge taler åbent om et tæt samarbejde. Fold sammen
Læs mere

Forholdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har i mange år været anspændt.

Men i februar stillede S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl op i et fællesinterview hos Fagbladet 3F ledsaget af 3F-formand Per Christensen.

I Christiansborgs samtaleværelse gjorde de to partiledere tilnærmelser til hinanden, og man måtte forstå på Kristian Thulesen Dahl, at han så et samarbejde med Socialdemokratiet på »et helt andet niveau« end tidligere.

»Den sidste statsminister vi havde, det var Helle Thorning-Schmidt. Og jeg tror…« sagde DF-formanden og kiggede direkte på Mette Frederiksen, inden han fortsatte:

»… at jeg lidt i sjov, men alligevel også lidt i alvor, har brugt betegnelsen, at jeg har talt mere med Mette Frederiksen bare i månederne efter regeringsskiftet i 2015, end jeg har talt med Helle Thorning i hele sidste valgperiode.«