Støjberg: Mail fra direktør om asylpar ændrer intet

Inger Støjberg afviser, at en mail fra Udlændingestyrelsen har betydning for sag om adskillelse af asylpar.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener ikke, at en mail fra Udlændingestyrelsens daværende direktør dateret februar 2016 ændrer ved sagen om adskillelse af asylpar, hvor mindst den ene er mindreårig. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En e-mail fra en direktør i Udlændingestyrelsen om et møde i Udlændinge- og Integrationsministeriet ændrer intet ved sagen om en mulig ulovlig ordre fra minister Inger Støjberg (V) om at adskille asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig.

Det slår ministeren fast fredag morgen på et samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget, som er indkaldt af flere oppositionspartier.

»Jeg mener ikke, at e-mailen lægger noget til eller trækker noget fra det grundlag, som Ombudsmanden har taget stilling til.«

»Jeg har aldrig nogensinde bedt om, at man skulle lade hånt om konventionerne,« sagde Støjberg på samrådet.

Omdrejningspunktet for samrådet er en e-mail fra den daværende direktør for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet.

Han skriver efter et møde i ministeriet i februar 2016, som handlede om at skille asylpar ad, hvis mindst en af parterne var under 18 år, følgende:

»Mødet, jeg var til i ministeriet, efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen - uanset Børnekonventionen, når parrene har et fælles barn.«

Mailen kom først til offentlighedens kendskab i februar.

Blandt andet Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Sofie Carsten Nielsen (R) mener, at den understreger deres mistanke om, at Støjberg forsøgte at gennemtvinge en tvangsadskillelse af parrene uden at respektere deres krav på en partshøring først.

Støjberg understreger dog på samrådet, at mailen er en del af en intern korrespondance i Udlændingestyrelsen om pressehåndteringen af den instruks, der omhandlede adskillelsen af asylparrene.

Og hun henviser til den forklaring, som styrelsen selv har givet til Folketingets Ombudsmand om sagen.

»Her lægger styrelsen vægt på, at mailen hverken udgør et mødereferat eller er et udtryk for styrelsens juridiske overvejelser,« siger ministeren.

Hun afviser også, at nogen i Udlændinge- og Integrationsministeriet har forsøgt at skjule mailudvekslingen, selv om den ikke blev udleveret til Ombudsmanden i første omgang.

»Departementet har ikke modtaget eller set disse e-mails. Det var Udlændingestyrelsen, der i 2017 gjorde overvejelser om, hvorvidt mailen skulle sendes til Ombudsmanden.«

»Jeg har ikke før i begyndelsen af februar været bekendt med indholdet af den omtalte mail,« siger hun.

/ritzau/