Støjberg anklager udvalg for at sabotere regerings arbejde

Medlemmer af integrationsudvalg saboterer regeringens arbejde med læk til pressen, siger Inger Støjberg.

Udlændinge- og integrationsministeren Inger Støjberg (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Udlændingeminister- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil fremover nægte at besvare spørgsmål om visse fortrolige emner over for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg. Det skriver Politiken

Ifølge Inger Støjberg har nogle af medlemmerne "saboteret regeringens politik" ved at lække oplysninger til pressen om hjemsendelsesaftale med andre lande.

- Det står fuldstændig klart for mig, at visse medlemmer af Folketinget saboterer regeringens arbejde med at udsende kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere ved at gå til pressen med fortrolige oplysninger.

- Det er fuldstændig utilstedeligt, og derfor har jeg mistet tilliden til en del af udvalget, siger Inger Støjberg til Politiken.

Inger Støjberg har sendt et officielt brev til de 29 medlemmer af udvalget.

Her lyder det, at Støjberg ikke længere vil besvare spørgsmål, hvis svaret indeholder oplysninger, som er fortrolige af hensyn til Danmarks udenrigs- eller sikkerhedspolitiske interesser.

Ifølge ministeren gælder det oplysninger om hjemsendelser og aftaler indgået i den forbindelse. Spørgsmål om hjemsendelsesaftaler skal i stedet stilles til Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Udenrigspolitisk nævn er kendt for at kunne håndtere fortrolige oplysninger. Dem stoler jeg på, siger ministeren til Politiken.

Politiken kunne for nylig referere fortrolige dokumenter fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om Danmarks hjemsendelsesaftale med Somalia.

Ifølge avisens oplysninger genbehandler de danske udlændingemyndigheder i øjeblikket 800 somalieres opholdsgrundlag. Foreløbig skal 57 udvises. Men Somalia vil maksimalt tage imod 12 personer fra Danmark om året.

Dermed risikerer flere hundrede somaliere at ende på et udrejsecenter i Danmark.

/ritzau/