Det går fremad for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Sådan lyder det torsdag aften fra næstformand Stephanie Lose (V), der er fungerende økonomiminister under Ellemann-Jensens sygeorlov, til TV 2 og DR.
»Han har det meget, meget bedre, og det er jo gode nyheder. Men det er ikke sådan, at vi kommer til at sætte en dato på og sige, at så kommer han tilbage på et eller andet bestemt tidspunkt,« fortæller hun.
Meldingen kom på det første af en række møder, som Stephanie Lose og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) holder med Venstres bagland. Det første møde blev afholdt torsdag i Sorø.
Her slog Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen også fast, at det fortsat er planen, at formanden vender tilbage, men at der ikke er noget nyt om, hvornår det bliver.
Direkte adspurgt om Elleman nu også kommer tilbage, svarede Stephanie Lose, at »Jakob glæder sig til at komme tilbage«, og at de hele tiden har sagt, at formanden ville komme tilbage.
Spekulationer om partiets fremtid
Formand Jakob Ellemann-Jensen måtte i starten af februar sygemelde sig på ubestemt tid.
Forklaringen lød, at han havde haft usædvanlig travlt igennem en længere periode.
»Imens fortsætter de interne spekulationer om partiets fremtid, og de tager til i styrke,« sådan skriver Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, i en analyse torsdag.
Bent Winther peger på, at som dagene går, bliver det stadig sværere at forestille sig, at Jakob Ellemann-Jensen, der er hårdt ramt af stress, kommer tilbage til dansk politik i de roller, som han forlod.
Berlingskes politiske kommentator mener, at det er svært at se, at Ellemann kort efter endt sygdom kan forene krævende poster som landets forsvarsminister, formand for et parti i krise og en central figur i regeringens ledelse kan næppe længere forenes i en og samme person.
»Jakob Ellemann-Jensen bliver derfor nødt til at vælge, hvor han vil bruge de kræfter, han har efter sin sygeorlov. Vil han være formand eller forsvarsminister? Vælger Ellemann-Jensen det, der formentlig ligger hans hjerte nærmest – at være Danmarks forsvarsminister i en tid med historisk oprustning og krig i Europa – skal Venstre snart have en ny formand.«