Venstres næstformand Stephanie Lose træder midlertidigt ind i regeringen som økonomiminister.

Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

Siden Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen for omtrent en måned siden sygemeldte sig på ubestemt tid, har Troels Lund Poulsen (V) ageret som fungerende forsvarsminister ved siden af sin post som økonomiminister.

Venstres partisekretær Christian Hüttemeier siger, at dobbeltrollen har trukket store veksler på Troels Lund Poulsen.

»Og med fortsat store udfordringer med krigen i Ukraine samt forberedelse af et nyt forsvarsforlig har Troels Lund Poulsen selv gjort opmærksom på, at der er brug for en mere holdbar løsning, hvis hverdagen skal blive ved med at hænge sammen,« skriver Hüttemeier i pressemeddelelsen.

Han skriver dog ligeledes, at løsningen er midlertidig, indtil Jakob Ellemann vender tilbage til sin post som forsvarsminister og formand for Venstre.

Og i et opslag på Facebook skriver Jakob Ellemann, at han er overbevist om, at han vender tilbage.

»Det går fremad med mit helbred. Jeg er i gode hænder, og jeg glæder mig til igen at have en dagligdag på Christiansborg og i Forsvarsministeriet,« skriver Ellemann.

Han oplyser videre, at det var en svær beslutning at sygemelde sig med stress, og at han er opmærksom på, at han skal være helt klar, før han igen vender tilbage til Christiansborg og Forsvarsministeriet.

»Jeg ved godt, at man ikke kan være hverken minister eller partiformand på halv kraft,« skriver han.

Stephanie Lose, der til daglig er regionsrådsformand i Region Syddanmark, har ligeledes skrevet et opslag på Facebook, hvori hun også understreger, at hendes indtræden i regeringen er midlertidig.

Lose skriver videre, at hun »er glad for i en periode at kunne bidrage til arbejdet i regeringen sammen med Troels (Lund Poulsen, red.) og resten af Venstres dygtige ministerhold, og jeg glæder mig også til et endnu tættere samarbejde med Venstres folketingsgruppe.«

Mens Stephanie Lose, der ikke sidder i Folketinget, fungerer som økonomiminister, har hun søgt om orlov fra regionsrådet i Region Syddanmark.