Hvis han sover om natten, sover han dårligt. Mest af alt handler det om magtesløshed. Han drømmer, at han er soldat og patruljerer på gågaden i Viborg. Mennesker bliver skudt, og han kan ikke gøre noget ved det. Hans kæreste og søn dør fra ham i drømmene, og – som han siger – »det kan være hårdt at se sin kæreste og barn dø fem gange om ugen«.
I dag er det knap ti år siden, at Steffen Häggqvist Jensen stod med militærstøvlerne på det afghanske sand som udsendt soldat. Dengang var han 22 år gammel. I dag er han 31, men turen sidder stadig et sted i ham og nager. Posttraumatisk stresslidelse, PTSD, kalder psykiaterne det. For ham betyder det, at han har mareridt, at hans krop tror, den er i livsfare, at han sidder derhjemme og stirrer ud i luften. Det betyder jobafprøvning, førtidspension og selvmordstanker. Det betyder, at Steffen Häggqvist Jensen ikke kan være den far og den mand, han ønsker at være.
