De politisk udpegede statsrevisorer samt Rigsrevisionen bør også have mulighed for at se nærmere på forvaltningen i landets kommuner.

Det mener formanden for Statsrevisorerne, Mette Abildgaard (K), der stopper som statsrevisor til oktober.

- Jeg synes, at det ville være helt oplagt at tage en diskussion af, hvorvidt Statsrevisorerne og Rigsrevisionen burde have adgang til at revidere i kommunerne. Det kan man ikke i dag - kun på de områder, hvor der er en statslig refusion.

- Jeg synes, at kommunerne har alt for frit spil i dag på mange områder, siger Mette Abildgaard til Ritzau.

Hun peger på en nylig sag, der har bekræftet hende i den opfattelse.

I april udtalte de seks statsrevisorer den skarpeste kritik af, at kommunernes behandling af anbringelsessager om børn og unge i 69 procent af sagerne ikke overholdt ét eller flere af lovkravene til sagsbehandlingen.

Det kom på baggrund af, at Rigsrevisionen havde undersøgt kommunernes overholdelse af fem lovkrav fra barnets lov, der trådte i kraft i 2024.

Rigsrevisionen pegede i sin beretning på, at manglerne kan have alvorlige konsekvenser for de berørte børn og unge, fordi afgørelserne dermed ikke nødvendigvis træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Efterfølgende blev Rigsrevisionens beretning mødt af kritik fra Kommunernes Landsforening (KL) og enkelte kommuner.

Den brugte metode var "med til at tegne et meget unuanceret og negativt billede af, hvordan tingene ser ud", lød det blandt andet fra Christian Harløf, direktør i KL, der dog også tog kritikken "meget alvorligt".

Rigsrevisionen måtte derefter svare tilbage på kritikken og uddybe metoden bag undersøgelsen i flere notater.

- Kritikken sår uberettiget tvivl om såvel undersøgelsens resultater som vores mandat. Det vil sige vores ret til at undersøge området, skrev kontorchef i Rigsrevisionen Signe Blaabjerg Christoffersen til Altinget som svar på kritik fra Helsingør Kommune.

Mette Abildgaard opfattede kommunerne som "næsten lidt fornærmede".

- Det var horribelt at se den ansvarsfralæggelse, der fandt sted.

- Det var for mig bare endnu et eksempel på, at det ville være sundt for det danske demokrati, hvis man turde se kommunerne lidt ekstra efter i sømmene, siger hun.

Mette Abildgaard stopper som formand for Statsrevisorerne, fordi folketingsvalget i marts indebærer, at De Konservative ikke får en plads blandt de seks statsrevisorer, når den nye fireårige periode begynder i oktober.

RITZAU