Statsrevisorer kritiserer statens salg af vaccineproduktion

Grundet langsomt salg af Statens Serum Instituts vaccineenhed blev statens nettoprovenu minus 279 millioner.

Arkivfoto. Grundet langsomt salg af Statens Serum Instituts vaccineenhed blev statens nettoprovenu minus 279 millioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE RAEDLE

Sundheds- og Ældreministeriets arbejde med at sikre et »fyldestgørende og i rimelig grad opdateret beslutningsgrundlag« for salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion har været »mangelfuldt«.

Det konkluderer Statsrevisorerne i en ny beretning. De samlede udgifter forbundet med det omdiskuterede salg udgør ifølge Rigsrevisionen mellem cirka 1,3 og 1,8 milliarder kroner.

Statsrevisorerne kritiserer i en ny beretning salget af Statens Serum Instituts vaccineprocuktion til et saudiarabisk konglomerat.

Kritikken retter sig blandt andet mod Sundheds- og Ældreministeriets langsommelige »gennemførelse af salget«:

»Langsommeligheden fik som konsekvens, at statens foreløbige nettoprovenu ved salget (inklusiv huslejerabat og rådgivningsomkostninger) blev cirka minus 279 millioner kroner mod et forventet provenu på mellem 0 og 285 millioner kroner, samt at driftstabet blev forøget,« lyder det.

Beretningen oplister en række forhold, der bidrog til at »forlænge processen, forringe ministeriets forhandlingsposition og forringe salgsprisen«.

Blandt andet blev der ikke lavet en ordentlig forretningsplan. Rigsrevisionen påpeger også, at »salgsbeslutningsgrundlaget« ikke var afbalanceret.

Vaccineenheden har blandt andet ansvaret for det danske beredskab mod smitsomme sygdomme.

Siden det saudiarabiske konglomerat Aljomaih Group købte vaccineenheden for 15 millioner kroner i januar 2017, er der rejst en række spørgsmål.

Således har Ekstra Bladet kunnet berette, at en arbejdsgruppe nedsat af den tidligere SR-regering vurderede markedsværdien af vaccineenheden til 285 millioner kroner - altså 270 millioner kroner over salgsprisen.

Oven i det har Aljomaih Group ifølge Ekstra Bladet fået en huslejerabat på minimum 88 millioner kroner over fire år.

Derudover har staten betalt over 30 millioner kroner til konsulenter i forbindelse med salget - blandt andet for at vurdere, om vaccineenheden overhovedet skulle sælges - og for at finde en køber.

Rigsrevisionen tog af egen drift sagen op i juni. Den påpeger, at det havde været »hensigtsmæssigt«, hvis Sundheds- og Ældreministeriet havde foretaget »en grundigere sammenligning mellem salg og andre alternativer«.Ministeriet er ikke enig i denne del af Rigsrevisionens kritik og henviser i en pressemeddelelse til, at det var en politisk beslutning at sælge vaccineproduktionen.

/ritzau/