Statsministeriet var få minutter før et pressemøde 16. februar advaret om ikke at udtale sig for skråsikkert om bevogtningen ved synagogen i tiden efter terrorattentatet ved Krudttønden 14. februar. Men oplysningen nåede tilsyneladende ikke Helle Thorning-Schmidt.

»Se nedenfor de umiddelbare oplysninger fra Københavns Politi omkring polititilstedeværelsen i området omkring synagogen i lørdags. Bemærk, at oplysningerne er fremskaffet med kort varsel, og de skal derfor nok ikke meldes alt for bombastisk ud. :)«

Sådan lyder en korrespondance mellem en jurist i Statsministeriet og en fuldmægtig i Justitsministeriet, som videresendte en redegørelse fra Københavns Politi om situationen ved synagogen. Emnefeltet i mailen til Statsministeriet lyder: »VS: Haster: info til brug for statsministerens pressebriefing kl. 14.30«. Mailen er afsendt klokken 14:24.

Men på det omtalte pressemøde sagde Helle Thorning-Schmidt alligevel få minutter senere, at der »øjeblikkeligt« kom politibevogtning ved synagogen, efter myndighederne fik kendskab til skudattentatet ved Krudttønden.

Rigspolitiets redegørelse af forløbet har siden vist, at det reelt først skete fire timer senere. Statsministerens forklaring på de urigtige oplysninger om politibevogtningen har været, at regeringstoppen var blevet »bibragt« et andet billede end det rigtige.

Ifølge justitsministerens netop offentliggjorte svar til Retsudvalget om sagen, blev de videresendte oplysninger fra Københavns Politi - til trods for »haster«-mailen - aldrig opfanget hverken i Justitsministeriet eller Statsministeriet.

»Da mailen fra Justitsministeriet blev modtaget få minutter før pressemødet, blev den aldrig undergivet nærmere behandling i Statsministeriet. I Justitsministeriet blev mailen bortset fra videresendelse til Statsministeriet ligeledes ikke undergivet yderligere behandling«.

Vedhæftet mailen mellem de to ministerier er en kortfattet redegørelse for bevogtningssituationen ved synagogen, som det fremgår, at Statsministeriet tidligere har efterspurgt.

Opdateringen fra Københavns politi, hvor sagens korrekte sammenhæng og forklaringen om, at den faste bevogtning blev etableret »ca. kl. 19:30« ved synagogen, blev sendt til Justitsministeriet fra Københavns Politi allerede klokken 14:19. Det er følgende mail, som seks minutter senere blev videresendt til Statsministeriet med beskeden om ikke at melde »alt for bombastisk ud«.

Den lyder:

»Vi kan med kort frist oplyse, at det af disponeringsskemaer fremgår, at der ca. kl. 19:30 blev disponeret 2 patruljer med i alt 5 mand til fast bevogtning ved/i umiddelbar nærhed af synagogen i Krystalgade. Hertil kommer yderligere patruljer, der var disponeret til steder tæt på, som f.eks. Nørreport og strækningen Nørregade-Nørreport. Eftersom patruljerne løbende afløser hinanden kan vi ikke uden en mere omfattende undersøgelse se præcis, hvem som var til stede på tidspunktet for skudepisoden, men der er ikke grund til at tro, at der var skruet ned på ressourcen.«

Ifølge de nyligt offentliggjorte dokumenter har Justitsministeriet og Statsministeriet allerede siden 16. februar været informeret om, at der gik knap fire timer fra skyderiet ved Krudttønden, før der var fast politibevogtning ved synagogen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt blev i går citeret for at sige, at hun kun »for ganske nylig« fik at vide, at sikkerheden først senere blev skærpet ved synagogen. Justitsminister Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at hun først blev klar over miseren, da hun modtog Rigspolitiets redegørelse for forløbet.

Ved spørgetimen i Folketinget i dag klokken 13:00 i dag ventes statsminister Helle Thorning-Schmidt at svare på spørgsmål om sagen.