Statsministeren vil give løn til flere sosu-studerende

Det skal være økonomisk mere attraktivt at læse til sosu-hjælper eller -assistent, mener statsministeren.

Det skal honoreres bedre at gå på anden del af sosu-uddannelsen, mener statsministeren. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det skal være mere økonomisk attraktivt at læse til social- og sundhedshjælper eller -assistent, hvis det står til statsminister Mette Frederiksen.

Derfor vil hun nu give endnu flere såkaldte sosuer løn under uddannelse. Det siger hun til DR.

Allerede i dag er det muligt for de sosu-studerende at få under uddannelse, når de begynder på Grundforløb 2. I dag kræver det dog, at man er over 25 år, for at få løn.

Det er dén aldersgrænse, som Mette Frederiksen nu vil sænke.

»Det er først og fremmest for at sikre, at vi får uddannet nogle flere sosuhjælpere. Det har vores ældre og folk i psykiatrien behov for,« siger Mette Frederiksen (S) til DR.

» Vi har også behov for samtidigt at sende mere anerkendelse som samfund. Vi kan ikke undvære sosuerne. Det er dem, der passer på os, når vi skal herfra, og når vi er syge. Og derfor det her forslag.«

Et sådan forslag vil skulle aftales med arbejdsmarkedet parter – altså arbejdsgivere og fagbevægelsen.

Forslaget er ifølge DR inspireret fra Bornholm, hvor de studerende fra i år har kunnet få løn under uddannelse uanset alder.

»Ren gift«

DR skriver, at en beregning fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at det vil betyde mellem 5942 og 7213 kroner mere om måneden i indtægt for en sosu-elev på anden del af af uddannelse, hvis forslaget bliver til noget.

På Bornholm har de regnet sig frem til, at deres studerende få op til 22.000 kroner i løn om måneden, hvilket er 15.000 kroner mere end SU.

For at kunne begynde på Grundforløb 2 kræver det, at man enten har taget Grundforløb 1, der er 20 ugers undervisning, og som man kan begynde på lige efter folkeskolen, hvis man har 02 eller mere i dansk og matematik, eller har forladt folkeskolen for mere end 14 måneder siden – igen med mindst 02 i dansk og matematik.

Ifølge sekretariatschef i Danske SOSU-skoler Michael Esmann vil statsministerens forslag være »afgørende« for at flere unge til at uddanne sig som sosu.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener man, at statsministerens forslag er farligt.

»Ren gift for den danske model på arbejdsmarkedet, at STM nu udpeger særlige grupper, som hun vil give lønstigninger,« skriver administrerende direktør i DA Jacob Holbraad via Twitter.

Hos Venstre er holdningen, at forslaget er noget andet end det, som statsministeren stillede i udsigt.

»Ikke mere i løn, men løn under uddannelse. Det var jo ikke det, statsministeren lovede forleden,« siger erhvervsordfører Torsten Schack (V).

SF-formand Pia Olsen Dyhr kalder det et »godt og vigtigt« forslag, men mener ikke, at det løser lønproblemet.