Statsministeren vil finde fælles fodslag for naturen

Mette Frederiksen hidkaldte sig sin sneleopardklub og kaskelothvalen Jens i opfordring til natursamarbejde.

Statsminister Mette Frederiksen taler på et møde med fokus på biodiversitet på Marienborg mandag den 4. november 2019. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Statsminister Mette Frederiksen (S) talte mandag til en lang række organisationer og politikere, der på Marienborg er mødt op for at diskutere, hvordan man styrker naturen og biodiversiteten i Danmark.

Der blev opfordret både til handling og kompromisser - og husket på gamle dage fra statsministerens side - over for deltagerne, der spænder fra Dansk Erhverv over Danmarks Naturfredningsforening til Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.

»Børn har en instinktiv glæde ved naturen og forstår, at den er vigtig at passe på. Voksne har det med at glemme det.«

»I min egen skoletid var jeg meget engageret. Jeg var aktiv i Forsøgsdyrenes Værn og i Verdensnaturfonden. Og mine lommepenge gik til kaskelothvalen Jens og støtte til at plante regnskov,« sagde statsministeren.

»Længe nægtede jeg at bruge makeup, deodorant og tandpasta, fordi det blev testet på dyr. Kampen om tandpastaen vandt min mor dog.«

Hun nævnte også Sneleopardklubben, en klub hun startede til støtte for truede dyr, der ikke er nuttede.

Mette Frederiksen fortsatte med at understrege, at situationen er alvorlig. Biodiversiteten falder hurtigt, og flere og flere arter er truet eller forsvinder helt.

Men statsministeren opfordrede også deltagerne i debatten om natur og biodiversitet til at møde hinanden.

Og hun sagde, at Danmark også er et landbrugsland, og at det er et faktum, hun elsker og mener er nødvendigt.

»Vi skal huske, at det ikke gør noget at have lidt fakta med i diskussionen. Hvis den bliver for hidsig og polariseret, så taber naturen. Derfor må vi bruge vores stærke tradition for at finde kompromisser og løsninger.«

»Men der må ikke være tvivl om, at jeg står på naturens side. Og vi fik i juni et historisk stærkt mandat til politisk at handle på dette her område,« sagde Mette Frederiksen.

Statsministeren opfordrede igen til at finde balance og kompromisser. Også når det kommer til, at almindelige mennesker skal have adgang til naturen.

»Jeg er grundlæggende optimist - stadigvæk. Men et af de områder, hvor jeg kan blive i tvivl, er på naturens vegne. For det går så hurtigt, og det tager så lang tid at rette op.«

»Det bliver svært, men nu skal vi i gang,« sagde Mette Frederiksen.

Enhedslistens miljø- og klimaordfører, Mai Villadsen, siger, at "der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange landmænd, der gerne vil naturen det godt".

»Vores udfordring i Danmark er, at vi har plastret næsten hele vores jord til med landbrugsareal. Det bliver vi nødt til at ændre på.«

»Så der skal være et mindre areal i Danmark, som går til landbruget. Det vil være godt for både naturen og klimaet,« siger hun.

Enhedslistens miljø- og klimaordfører, Mai Villadsen, siger, at "der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange landmænd, der gerne vil naturen det godt".

»Vores udfordring i Danmark er, at vi har plastret næsten hele vores jord til med landbrugsareal. Det bliver vi nødt til at ændre på.«

»Så der skal være et mindre areal i Danmark, som går til landbruget. Det vil være godt for både naturen og klimaet,« siger hun efter talen.

Enhedslisten har i sin naturplan foreslået, at der skal oprettes 35 naturnationalparker, og at 25 procent af landarealet og 25 procent af havarealet i Danmark skal udpeges som naturzone.

SF vil rejse en forespørgsel i Folketinget for at få et bredt flertal bag en lov om natur og biodiversitet.

»Vi er dybt afhængige af biodiversiteten i vores natur, fordi den skaber robuste økosystemer,« siger naturordfører Anne Valentina Berthelsen (SF).

»Det er dyr, planter, svampe og bakterier, der renser vores vand, vores jord, vores luft og bestøver de afgrøder, som vi spiser, og hjælper med at holde på klimagasser og næringsstoffer. Den balance må vi ikke smadre,« siger hun.

Også Venstre ønsker, at der skal ydes en indsats.

»Vores natur skal have det bedre, og vi skal styrke biodiversiteten og skabe bedre levevilkår for dyr og planter i Danmark«, siger miljøordfører Jacob Jensen.

/ritzau/