Statsministeren ved ikke, hvor mange telefoner hun har brugt

Partier vil på åbent samråd vide, hvor mange telefoner Mette Frederiksen har haft i sin tid som statsminister.

 
»Jeg må være helt ærlig og oprigtig at sige, at jeg ikke kunne drømme om, som landets statsminister i den største krise siden Anden Verdenskrig, og gå op i hvor mange telefoner jeg har, eller har haft...« Til samråd tirsdag forsvarer Mette Frederiksen fortsat regeringens sletning af sms'er. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Andreas Hein. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ingen erindring om, hvor mange forskellige mobiltelefoner hun har haft de seneste to og et halvt år, hvor hun har været statsminister.

Det siger hun på et åbent samråd, hvor partier flere gange spørger ind til antallet af telefoner.

»Jeg må være helt ærlig og oprigtig at sige, at jeg ikke kunne drømme om som landets statsminister i den største krise siden Anden Verdenskrig at gå op i, hvor mange telefoner jeg har haft, har eller kommer til at have i fremtiden,« siger Mette Frederiksen.

»Jeg kunne ikke drømme om det.«

I forbindelse med Minkkommmisionens granskning af forløbet omkring aflivning af mink, er det kommet frem, at Mette Frederiksen og flere topembedsmænd automatisk har slettet sms'er fra perioden.

Siden har Rigspolitiet forsøgt at genskabe de slettede sms'er, som Minkkommissionen har efterspurgt. Det har ikke kunnet lade sig gøre. Heller ikke Forsvarets Efterretningstjeneste har kunnet genskabe dem.

Når partier - både røde og blå - interesserer sig for antallet af telefoner, er det blandt andet, fordi regeringen ikke kan svare på, om alle de telefoner, som Mette Frederiksen har haft i sin tid som statsminister, er blevet udleveret til politiet.

Mette Frederiksen fortæller på samrådet, at der i alt er blevet udleveret 11 iPhones, syv iPads, relevante simkort og adgang til iCloud.

»Jeg går ud fra, at man har udleveret alt det materiale, man har kunnet identificere,« siger statsministeren.

Som statsministeren også redegjorde for under pressemødet 3. november 2021, kan Statsministeriet ikke med sikkerhed fastslå, at ministeriet har identificeret alle enheder, der kunne være relevante.

Statsministeriet og andre ministerier har ikke gemt eller journaliseret nogle af de sms'er, som er blevet automatisk slettet.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) og Mette Frederiksen forklarer på tirsdagens samråd, at det ikke tidligere har været praksis, at politikere og embedsmænd skulle gemme deres sms'er.

Desuden siger Mette Frederiksen, at hun betragter sms'er som en privat kommunikationsform.

»Der er jo ofte tale om personlige forhold. En kommunikation, som vi ellers ville have haft, når man møder hinanden på gangen,« siger hun.

»Jeg kan jo også godt afsløre her, at når vi sidder til forhandling, så kan der godt ryge sms'er igennem rummet om, hvad partiledere mener om andre partiledere. Det er da ikke noget, som egner sig til offentliggørelse.«

Mette Frederiksen skal afhøres af Minkkommissionen på torsdag.

/ritzau/