Statsministeren sletter nu ikke længere automatisk sine sms'er

Mette Frederiksen har stoppet automatisk sletning af sms'er. Forleden sagde hun, at sletning ville fortsætte.

Doorstep med statsminister Mette Frederiksen (S) efter spørgetime med statsministeren i Folketingssalen på Christiansborg, tirsdag den 9. november 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For mindre end en uge siden var der ikke grund til at stoppe med at slette sms'er automatisk, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Men nu har statsministeren og andre topfolk i Statsministeriet fået ændret opsætningen på deres telefoner, så de ikke automatisk sletter sms'er.

Det oplyser statsministeren tirsdag på et kort pressemøde på Christiansborg.

Meldingen kommer, efter at en kommission forgæves har forsøgt at få udleveret sms'er i forbindelse med minksagen, hvor millioner af mink sidste år blev aflivet uden grundlag i loven.

Det er dog ikke i erkendelse af, at det var en forkert praksis, svarer hun på et spørgsmål.

»Nej, det er det ikke, og rådgivning er den samme,« siger Mette Frederiksen.

Hun uddyber, at reglerne bliver gennemgået af Justitsministeriet, og at det har ført til, at hun er stoppet.

Ministeren siger videre, at der skal laves et it-system, så sms'er bliver gemt for eftertiden, selv hvis de bliver slettet.

»Der skal være et it-setup til, at lige meget hvordan sms'er slettes, så skal de opbevares for fremtiden, og mig bekendt har vi ikke det system,« siger hun.

For under en uge siden sagde Mette Frederiksen ellers, at hun fortsat ville lade telefonen slette beskeder automatisk.

Dengang lød det, at det ikke er i strid med reglerne, og at det ikke er odiøst, at sms-beskeder slettes.

Mette Frederiksen stoppede med automatisk at slette sms'er tirsdag, oplyser Statsministeriet. Også socialminister Astrid Krag (S) er stoppet med at slette sine sms'er automatisk.

Statsministeren har tidligere oplyst, at hun blev rådgivet af sin departementschef til sletning af sikkerhedsårsager og ikke af en myndighed med ansvar for it-sikkerhed. Det har eksperter kritiseret.

Sagen tog fart, da det kom frem, at Minkkommissionen forgæves forsøgte at få udleveret beskeder fra fire topfolk i Statsministeriet. De havde dog indstillet deres telefoner til automatisk at slette sms'er.

Kommissionen er nedsat for at granske lovgrundlaget for aflivningen af mink. Statsministeren har fastholdt, at hun ikke var advaret om, at der ikke var lovhjemmel.

Justitsministeriet forventer senere på ugen svar på, om sms'erne kan genskabes.

Statsministeriet undlod at svare kommissionen om udleveringen af sms'er i flere måneder.

Jo længere tid der går, før beskederne forsøges genskabt, jo sværere bliver det, da dataene for sms'erne bliver overskrevet.

Kommissionen bad i april Mette Frederiksens departementschef om, at de indstillede sletningen. Det viser en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået.

På pressemødet 3. november sagde Mette Frederiksen, at Statsministeriet rundsendte en mail 28. april, hvor alle medarbejdere blev bedt om at undlade at slette relevant materiale herunder sms-beskeder.

Mette Frederiksen har ikke selv gemt nogen sms'er. Det springende punkt er, om kommissionen finder sms'erne interessante.

Tirsdag kom det også frem, at de fire topfolk og andre embedsmænd selv skal udvælge de sms'er, som kommissionen efterspørger.

/ritzau/