Statsministeren har klimafokus med til FN-topmøde

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil have klimaet på dagsordenen til FNs generalforsamling i New York.

Arkivfoto: Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i FNs 76. generalforsamling i New York 19. til 21. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i FNs 76. generalforsamling i New York 19. til 21. september. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Mette Frederiksen vil fokusere på det akutte behov for at hæve de globale klimaambitioner og sikre den nødvendige finansiering for at nå målsætningerne i Parisaftalen.

»IPCC-rapporten er endnu et alvorligt advarselssignal. Virkeligheden er, at verden langtfra har gjort nok for at begrænse klimakrisen,« udtaler Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

»De rige lande skal levere på deres løfter, og de store vækstøkonomier skal løfte mere. Det er mit primære budskab på FNs Generalforsamling og til generalsekretærens klimatopmøde,« siger hun.

FNs klimapanel (IPCC) udkom i august med rapporten »Climate Change 2021«, der tegnede et særdeles dystert billede af klimaforandringerne i fremtiden.

Blandt andet med en global temperaturstigning i værste fald på mellem 3,3 og 5,7 grader i 2100.

I 2015 indgik 196 medlemslande i FNs klimakonvention Parisaftalen. Aftalen handler blandt andet om, at den globale temperaturstigning skal begrænses til under to grader og helst kun 1,5 grader i 2100.

Ifølge statsministeren vil den danske regering arbejde intensivt frem mod COP26 for at fremme et ambitiøst resultat.

»Vi vil presse på for en hurtigere og meget mere omfattende grøn omstilling, og det vil vi gøre ved selv at gå forrest og gennem vores egne grønne løsninger at inspirere andre,« siger hun.

Klimatopmødet COP26 afholdes i Glasgow fra 31. oktober til 12. november 2021.

Forskerne bag IPCC-rapporten peger på, at der fremover vil komme hyppigere vejrekstremer som monsuner, tørke og oversvømmelser, i takt med at den globale opvarmning stiger.

/ritzau/