Statsministeren er uforstående over rutinekrydser på plejehjem

Regeringen vil blandt andet se på visitationsområdet, hvor der ifølge statsministeren kan frigøres meget tid.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) besøgte plejehjemmet Lille Birkholm Center i Herlev torsdag 27. januar, for at tale med beboere og ansatte om, hvordan man kan skrue ned for papirarbejdet og op for omsorgen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er muligt at finde mere tid til omsorg og skrue ned for papirarbejdet, mener statsminister Mette Frederiksen (S) sig bekræftet i efter et besøg på plejecentret Lille Birkholm Center i Herlev.

Et sted at vinde tid er i den daglige dokumentation af besøg på beboernes stuer. Et besøg, daglige rutiner, skal dokumenteres.

»Hvorfor i alverden, undskyld min ligefremhed, skal vi have det dokumenteret? Hvis vi har en medarbejder, der har et ansvar for en beboer, så er det da et anliggende mellem den medarbejder og lederen at være sikker på, at den opgave bliver fuldført,« siger Mette Frederiksen.

Det konkrete papirarbejde har dog ikke umiddelbart noget med lovgivning at gøre, siger Tine Larting, som er centerchef for sundhed og ældre i Herlev.

»Det er på mange måder et overflødigt kryds. Men det ville også være lige lovlig frisk af mig at sige, at det var en direkte fortolkning af lovgivningen,« siger hun.

Hun mener, at man i kommunerne og på plejecentrene kan blive bedre til at skille tingene ad, så man kan skære det overflødige væk.

Statsministeren vil ikke på stående fod i foyeren foran 20 beboere og enkelte medarbejdere konkludere, hvordan regeringen konkret vil vise vejen mod den ambition, som hun fremlagde i sin nytårstale:

At skrotte noget bureaukrati på ældreområdet til fordel for mere omsorg og nærvær.

Men den nuværende lovgivning skal erstattes, og der skal skrives lovgivning på et helt rent stykke papir.

I kommunerne og i Ældre Sagen har man peget på, at der kan være meget at vinde på enten at skrue ned for eller helt at sløjfe visitationssystemet.

– Svaret er, at hele visitationsområdet kommer ind i det her. For det bliver der brugt rigtig, rigtig meget tid på. Der er mange mellemled. Så ja, jeg mener, hvad jeg sagde i nytårstalen. Vi bliver nødt til at tage det forfra, siger Frederiksen.

Det indebærer også, at der skal mere tillid.

»Hvis vi vil have, at der er mere tid til de ældre, så vil medarbejderen bruge mere tid på dem i stedet for hensyn til politikeren, til bureaukratiet og de pårørende.«

Meget dokumentation skyldes, at plejesektoren vil sikre sig, når og hvis der kommer klager. Det kan være fra netop pårørende, som ser og hører ting, de ikke finder ordentlige.

Dokumentationen kan være problematisk, mener statsministeren, men hun understreger, at den ikke skal helt væk.

»Jeg er lidt bange for ideen om, at hvis bare en sag er dokumenteret, så kan det godt være, at man kan belyse en klagesag. Men hvis den gamle ikke har fået tid nok, så er det næsten ligegyldigt,« siger Mette Frederiksen.

En del af den dokumentation, der foregår på ældreområdet, har rod i serviceloven og sundhedsloven, mens en ikke ubetydelig del er tilført lokalt og ikke begrundet i national lov.

»Skal vi i mål, så er det begge dele. Jeg føler mig bekræftet i, at vi skal prøve at vende det rundt i stedet for at pille enkeltbestemmelser ud af lovgivningen,« siger hun.

/ritzau/