Statsministeren: Danmark vil bidrage til fri sejlads i Hormuz
Mette Frederiksen (S) glæder sig over udsigten til, at olien kan sejle frit igennem Hormuz-strædet.
Mette Frederiksen (S) glæder sig over udsigten til, at olien kan sejle frit igennem Hormuz-strædet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er glad for, at det tilsyneladende er lykkedes for USA og Iran at blive enige om vilkårene for en aftale, der genopretter freden mellem de to lande.
Hun ser frem til, at priserne på olie og inflationen i det hele taget falder igen.
- I mere end tre måneder har vi været vidne til en krig med enorme globale konsekvenser og ustabilitet, og som danskerne også har kunnet mærke herhjemme med stigende priser på varer, benzin og diesel, siger hun.
Statsministeren understreger, at Danmark er klar til at gøre sit for at sikre, at skibene kan passere Hormuz-strædet, uden at skulle frygte at blive angrebet.
- Den fri sejlads skal respekteres. Dette er vigtigt ikke kun for landene i regionen, men også for den globale økonomi og energisikkerhed.
- Danmark har sammen med allierede og partnere understreget, at vi er klar til at bidrage til at sikre fri sejlads i Hormuzstrædet, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Mette Frederiksen mener, at åbningen i forhandlingerne skal bruges til at finde frem til diplomatiske løsninger, der blandt andet sikrer, at Iran ikke får mulighed for at udvikle atomvåben.
Aftalen mellem USA og Iran vil blive underskrevet fredag i den schweiziske by Genève.
Det sagde Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, da han søndag aften annoncerede aftalen.
Herefter følger forhandlinger om blandt andet atomspørgsmålet, der skal foregå over en periode på 60 dage.
/ritzau/