Statsminister: USA's medlemskab af Nato er præmis for aftale
Det er en betingelse for aftalen mellem USA, Grønland og Danmark, at alle tre lande er medlem af Nato.

Det er en betingelse for aftalen mellem USA, Grønland og Danmark, at alle tre lande er medlem af Nato.

Fundamentet for sikkerheds- og forsvarsaftalen mellem USA, Grønland og Danmark er, at supermagten er med i forsvarsalliancen Nato.
Hvis USA melder sig ud af talen, gælder den altså ikke længere, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften dansk tid, efter at landene havde underskrevet aftalen.
- Det er en meget klar præmis for den her aftale, at landene, der har underskrevet aftalen, er med i Nato. Det er alle tre lande nu, sagde hun.
Hun henviser til, at det nye i aftalen i forhold til den oprindelige aftale fra 1951 er, at Grønland også "læner" sig helt og fast ind i aftalen.
- I forbindelse med en selvstændighedsproces, hvis den situation måtte opstå, så betinger den her aftale et medlemskab af Nato for et selvstændigt Grønland. Det er den ændring, der er.
- Men hele fundamentet for aftalen er, at vi er medlemmer af Nato. Og jeg har ikke nogen forventninger om, at USA melder sig ud af Nato, sagde Mette Frederiksen.
Aftalen blev underskrevet tirsdag af statsminister Mette Frederiksen (S), Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og USA's præsident, Donald Trump.
Det skete i New York i USA i forbindelse med FN's Generalforsamling.
Efter underskriften af aftalen sagde Jens-Frederik Nielsen, at den grønlandske befolkning nu skal genopbygge tilliden til USA.
Det fremgår af aftalen, at den ingen slutdato har og kun kan ændres ved fælles samtykke.
Aftalen fortsætter, selv hvis Grønland skulle forlade kongeriget Danmark en dag. Men det betinges af grønlandsk medlemskab af forsvarsalliancen Nato.
Donald Trump kom i en tale inden underskrivelsen ind på, at USA får mulighed for at gøre det, der er nødvendigt militært i Grønland fremover, så USA kan beskytte både det amerikanske kontinent og Europa.
RITZAU