Et tættere forsvarssamarbejde i Norden og Baltikum er afgørende for Europas sikkerhed. Det er statsminister Mette Frederiksens (S) budskab, når hun tirsdag deltager i det nordisk-baltiske topmøde i Tallinn i Estland.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Ukraine forsvarer deres land og vores frie, åbne, demokratiske Europa med ufattelig styrke. Ruslands aggression påvirker sikkerheden i hele Europa. Hybride aktiviteter, trusler og konstante forsøg på at skabe splittelse.

- Det er afgørende, at vi styrker vores forsvarsevne og vores modstandskraft. Og at vi i Norden og Baltikum viser styrke og sammenhold, siger Mette Frederiksen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager også i det nordisk-baltiske topmøde. Investeringer i forsvar og afskrækkelse skal ske i samarbejde med Ukraine.

- Vi skal integrere den ukrainske forsvarsindustri endnu tættere i den europæiske. Ukraine udvikler konstant nye teknologier og kapaciteter, som vi skal lære af, siger Mette Frederiksen.

Topmødet afholdes i regi af det nordisk-baltiske samarbejde NB8, der består af nordiske og baltiske lande.

Stats- og regeringsledere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen deltager.

Estland har NB8-formandskabet i 2026.

/ritzau/