Fra lørdag klokken 12.00 blev det tilladt at opsætte valgplakater frem mod kommunal- og regionalvalget 18. november.
I den forbindelse hjælper statsminister Mette Frederiksen (S) den socialdemokratiske borgmester i Herlev, Marco Damgaard, med at sætte valgplakater op lørdag eftermiddag.
- Vores mål er at blive ved med at være det store, brede folkeparti i Danmark. Vi skal være repræsenteret alle steder: I de små kommuner, i de store kommuner, på landet og i byen.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at gøre os fortjent til danskernes tillid en gang til, siger statsministeren i et interview med TV 2.
I København stiller Pernille Rosenkrantz-Theil op for Socialdemokratiet ved kommunalvalget, og hun er partiets kandidat til posten som overborgmester i København.
Hun mødtes lørdag morgen med en række personer for at gøre klar til opsætningen af valgplakater.
Hun er dog ikke ene om at drømme om at blive overborgmester i København.
SF's sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, vil også være overborgmester i København. Det meldte hun ud i starten af oktober.
Lørdag har hun selskab af SF's formand, Pia Olsen Dyhr, der er med til at opsætte valgplakater i København.
Overborgmesterposten i København har tilhørt Socialdemokratiet siden 1938.
Partilederen for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, hjælper også til i København. Han sætter valgplakater op for Alexander Ryle, der er spidskandidat for Liberal Alliance til kommunalvalget i Københavns Kommune.
Hos Alternativet er der fundet klatreseler frem, da partiets borgmesterkandidat i København, Karoline Lindgaard, hænger valgplakater op på Dronning Louises Bro.
Borgmesteren i Aarhus, Anders Winnerskjold (S), er også ude og opsætte valgplakater. Han kæmper blandt andre mod Nicolaj Bang (K), der stiller op som borgmesterkandidat for De Konservative i Aarhus.
Nicolaj Bang får hjælp af De Konservatives formand, Mona Juul, med at opsætte valgplakater.
Formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, er taget til Nordjylland, nærmere bestemt Støvring, hvor hun hænger plakater op for den lokale kandidat Gitte Bundgaard, der stiller op til regionsrådsvalget.
I et interview med TV 2 fortæller Inger Støjberg, at man vil kæmpe indtil sidste minut for at vinde stemmer, da kun knap halvdelen af de stemmeberettigede har besluttet sig for, hvem de vil stemme på.
- Vi kommer til at kæmpe med hud og hår for at få skrottet så mange jernmarker (solpanaler, red.) i kommunerne, som det overhovedet er muligt, skriver Inger Støjberg i en skriftlig besked til Ritzau.
/ritzau/
