Statsminister Mette Frederiksen har udskrevet folketingsvalg – og lanceret en stor overraskelse

Danskerne skal nu sammensætte Folketinget på ny. Alt tyder på en valggyser. Ved et lille pressemøde sagde statsminister Mette Frederiksen for første gang, at hun går til valg på at danne en regering på tværs af den politiske midte.

 
Statsminister Mette Frederiksen har netop udskrevet valg til Folketinget til afholdelse tirsdag d. 1. november. Video: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Valgkampen har været i gang i ugevis, men nu er det officielt: Statsminister Mette Frederiksen har netop udskrevet valg til Folketinget. Valget skal afholdes tirsdag den 1. november.

Det har hun netop meddelt fra Marienborg.

»Jeg har i dag meddelt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget. Socialdemokratiet går til valg på, at der dannes en bred regering,« sagde Mette Frederiksen, da hun onsdag klokken 13 afholdt et pressemøde ved Marienborg.

»Vi vil have en bred regering med partier på begge sider af den politiske midte,« sagde hun.

Det er første gang, at Mette Frederiksen siger, at Socialdemokratiet vil satse på at danne en regering over den politiske midte. Hidtil har partiets førsteprioritet været at fortsætte med den socialdemokratiske etpartiregering efter et valg.

»Tiden er kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark,« sagde statsminister Mette Frederiksen, der fortsatte:

»Vi er klar til både kompromisser og til samarbejde,« sagde hun.

Som statsministeren også sagde i sin åbningstale i Folketinget i går, går hun til valg på at sikre en 15-årig helhedsplan.

Mette Frederiksen vil med partier hen over midten lave en samlet plan, der skal løse en række problemer i samfundet herunder på landets sygehuse og andre velfærdsområder herunder at se på lønnen for offentligt ansatte, som hun har åbnet for. Hun er dog endnu ikke blevet konkret på, hvad en helhedsplan reelt skal indeholde.

Står til at blive en valggyser

Folketingsvalget 2022 står til at blive en regulær og historisk gyser.

Mens den ulovlige aflivning af mink udviklede sig til en regulær skandale, er den enorme tilslutning, Mette Frederiksen og Socialdemokratiet havde i begyndelsen af coronakrisen, fordampet, og den seneste meningsmåling fra Gallup peger på, at valget bliver en kæmpe gyser.

I blå blok er der tilmed to bud på en borgerlig statsminister. Og ikke nok med det: I nogle målinger står en tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, med de afgørende mandater. Løkkes Moderaterne kræver en regering hen over den politiske midte.

Hælder Løkke mod blå blok, er regeringen og støttepartiernes forspring lige nu på ét enkelt mandat hos Gallup – altså dødt løb.

Mette Frederiksen skulle senest have udskrevet folketingsvalget til afholdelse 5. juni 2023, men efter Minkkommissionens beretning i juni krævede De Radikale, at valget skulle udskrives, inden Folketinget trådte sammen igen i begyndelsen af oktober.

Så længe ventede hun ikke. Den socialdemokratiske valgkampagne har længe været i gang. Valgbusser er i gear. Der er delt røde roser ud – og politiske udspil er lanceret.

Indtil nu har især antallet af ansatte i den offentlige sektor samt deres løn og stigende inflation og elpriser domineret den politiske debat. Folketingsvalget udskrives i skyggen af krigen i Ukraine, en foruroligende ny sikkerhedsrapport og begyndende økonomisk krisestemning i Danmark.

Et klassisk Christiansborg-valg

De Radikale har understreget, at de ikke vil acceptere, at den nuværende regeringskonstellation fortsætter efter et valg, og på dagens pressemøde har Mette Frederiksen for første gang sagt, at hun vil gå til valg med ønsket om at danne en regering over midten.

I en pressemeddelelse fra Statsministeriet oplyses det, at regeringen ikke træder tilbage i forbindelse med valgets udskrivelse.

Blå blok har haft sine egne kampe at kæmpe.

Siden Inger Støjberg lancerede sit parti, Danmarksdemokraterne, har hun vendt op og ned på dansk politik, for ikke at sige blå blok.

Selvom partiet ikke har fremlagt et gennemarbejdet politisk program, står partiet i den seneste måling fra Kantar Gallup til at brage ind i Folketinget med 9,8 procent af stemmerne i den seneste måling fra Berlingske.

I blå blok møder man for første gang i en menneskealder frem med to bud på en statsminister, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen (K).

Det Konservative Folkeparti har fremlagt en skatteplan, der blandt andet lægger op til nulvækst i det offentlige samt en række skattelettelser. Men Pape har frem mod valget været martret af fokus på sin eksmands gøren og laden samt sin egen personlige dømmekraft i en række sager.

Venstre har lanceret et boligudspil, hvor partiet vil hjælpe førstegangskøbere lettere ind på ejerboligmarkedet, og et opgør med landets jobcentre. Partiet har også annonceret comeback til stemmeslugeren Søren Gade i Vestjylland.

Lidt derfra – I Nordjylland – vil Inger Støjberg og Mette Frederiksen kæmpe om stemmerne. Et af valgets mest afgørende momenter, som Gallup også har målt på for Berlingske.

Ingen borgerlige partier har endnu tilkendegivet, om de foretrækker Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen som borgerlig statsminister, hvis mandaterne efter et valg viser blåt flertal.

Ingen er længere bagud, end det kan indhentes i en valgkamp. Vælgerne er villige til at straffe partier, der fejler, lød det fra en række førende eksperter i Berlingske. De forudså, at valget blev en gyser.

Det valg er nu udskrevet.