Statsminister: Det går uhyggeligt hurtigt - nye tiltag overvejes

På en uge er 261 personer blevet smittet med den nye coronavariant omikron, som bekymrer myndighederne.

Møde i Folketingssalen, hvor der er udvidet spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S), på Christiansborg, tirsdag den 7. december 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Myndighederne overvejer på grund af den nye coronavariant omikron, om der skal gøres yderligere for, at pandemien ikke løber løbsk i Danmark.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen tirsdag.

»Det går uhyggeligt hurtigt. Derfor skrues der nu yderligere op for vaccinationsindsatsen. Endnu flere danskere skal vaccineres hurtigere. Det gælder bade første, andet og tredje stik.«

»Vi følger udviklingen meget tæt flere gange om dagen. Myndighederne overvejer nu, om der er behov for yderligere nødvendige tiltag. Vi må og kan ikke lade pandemien løbe løbsk i Danmark,« siger hun.

Ambitionen er, at der kan vaccineres op mod en halv million borgere om ugen fra næste uge.

Statsministeren uddyber, at den nye variant spreder sig meget hurtigt.

Den seneste uge er mere end 33.000 personer blevet smittet med coronavirus, og særligt de indlagte holdes der øje med.

»Det er tal, vi holder skarpt øje med. Men bekymringen handler lige nu primært om den nye variant omikron, som spreder sig hastigt.«

»Det er kun lidt over en uge siden, at de første tilfælde var bekræftet. Syv dage senere var der påvist 135 tilfælde og kun to dage efter 261 smittede,« siger hun.

Hun nævner en mulighed for, at myndighederne opdaterer coronapasset, så det tredje stik også fremgår. Desuden sættes børnevacciner op i tempo, så alle børn mellem fem og 11 år kan vaccineres.

Og endelig ser myndighederne på, om tredje stik kan fremrykkes.

»Ambitionen er, at alle danskere inviteres til tredje stik fem og en halv måned efter andet stik. Og myndighederne ser på, om tredje stik kan fremrykkes yderligere,« siger statsministeren.

/ritzau/