Staten får ekstraregning for nedrivning af minkfarme

Staten skal betale for milliarddyre nedrivninger af tidligere minkfarme, som bliver dyrere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Det kan blive en milliard kroner dyrere end tidligere antaget, når de minkfarme, som har søgt om nedlukningserstatning, skal rives ned.

Det viser et nyt notat fra Fødevareministeriet, som B.T. har set.

Da et politisk flertal indgik en aftale om erstatning til minkavlerne i januar 2021, blev det aftalt, at staten skulle betale for udgifterne til, at farmene blev revet ned.

Dengang lød skønnet, at det ville koste mellem 1,5 milliarder kroner og 2,7 milliarder kroner.

Men i et nyt notat fra juli i år er den forventede regning for at rive de tidligere minkfarme ned skruet op til omkring 3,7 milliarder kroner.

Årsagen til, at nedrivningerne bliver dyrere, er uklar.

Der er samlet 1246 minkvirksomheder, som har søgt om erstatning for nedlukningen.

Ud over at regningen bliver dyrere, er fristen for at alle de lukkede minkfarme skal være revet ned, også blev rykket fra 2024 til 2028.

Aftalen om erstatning blev indgået i kølvandet på forløbet om aflivningen af alle danske mink i november 2020. Aflivningen skete uden lovgrundlag.

/ritzau/