Staten betaler 724 millioner i præstelønninger

Kirkeminister Mette Bock mener, at folkekirken bidrager med meget, der kommer alle i samfundet til gavn.

Læs mere
Fold sammen

Staten betaler årligt 724,1 millioner kroner til forkyndelse i folkekirken.

Det har Kirkeministeriet regnet sig frem til efter krav fra Folketinget.

Et bredt flertal bestemte sidste år, at ministeriet skulle komme med beregninger, der kunne danne grundlag for at adskille den del af folkekirkens arbejde med at udbrede det kristne budskab, fra statens økonomi.

Den nuværende kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) var bannerfører for forslaget.

Argumentet for forslaget var, at borgere, der ikke definerer sig selv som kristne eller er medlemmer af folkekirken, oplever det som urimeligt, at de er med til at betale for kristen forkyndelse, selv om de har valgt kirkeskatten fra.

40 procent af præsternes løn og hele deres pension betales af generelt opkrævede skatter og afgifter, lød det i begrundelsen.

Mette Bock, der blev udnævnt til kirkeminister, da Liberal Alliance kom med i regeringen i november, glæder sig over, at tallene nu er lagt frem.

- Jeg synes, tallene understreger, at vi alle skal være glade for vores folkekirke, der bidrager med meget, der kommer alle i samfundet til gavn, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Statens årlige bevillinger til folkekirken er cirka 786 millioner kroner. Det svarer til ti procent af kirkens samlede budget. Resten kommer fra kirkeskat.

Det fremgår også af beregningerne, at folkekirken bruger omkring 773 millioner kroner på at vedligeholde bygninger.

/ritzau/