I dag førstebehandler Folketinget lovgrundlaget for Folkeskolereformen. L51: Indførelse af en længere og mere varieret skoledag og L52: Indførelse af obligatorisk lektiehjælp og faglig fordybelse. Folkeskolereformen er en katastrofe, der venter på at indtræffe.

Regeringen har sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vedtaget en ny folkeskolereform henover hovedet på både lærere og forældre. Befolkningen har ikke bedt om denne reform. Lærerne har ikke bedt om denne reform. Forskningen peger i en helt anden retning. Alligevel gennemføres ”En længere og mere varieret skoledag” på alle skoler i Danmark. Danske folkeskolebørn og familier kan se frem til:

• Lange skoledage og mindre fritid –– men ikke mere faglighed
• Lukning af SFO’er og klubber
• Pædagoger, der kommer til at stå alene ved katederet i undervisningstimer i de år, hvor børn skal lære at læse, skrive og regne
• Mere uro når elever med særlige behov skubbes ind i almindelige klasser i en lang og varieret skoledag
• Børn med ADHD eller indlæringsvanskeligheder, der tabes på gulvet, fordi det de har allermest brug for er struktur og forudsigelighed, men det de får er en lang og varieret skoledag
• Demotiverede lærere, der ikke tror på projektet

Folkeskolereformen ligger fint i forlængelse af Corydons og Antorinis vision om den perfekte borger i konkurrencestaten. Her er borgerens liv reduceret til en beregnet nytteværdi for staten, og det er derfor oplagt, at staten må overtage så stor en del af børns opdragelse som muligt. Leg, fritid og lektier bliver statens anliggende. Regeringens respekt for borgernes egen tid – familiernes egen tid - kan ligge på et meget lille sted. Men iveren efter at inddrage borgernes tid, kommer reformen til at pløje hen over både fritid og faglighed og gøre begge ringere.

Regeringspartierne udfører reformen – men de borgerlige – med undtagelse af Liberal Alliance - er også med. Konservative har fået udskudt to timers obligatorisk lektiecafé til efter næste valg og Venstre har fået sat nye begreber på mest upopulære begreber (aktivitetstimer hedder nu ”understøttende undervisning”), men grundlæggende har V, K og DF slugt folkeskoleforliget og idéen om at pløre skole og fritid sammen i en uskøn blanding.

Måske viser denne samstemmighed, at der ikke længere er nogen ideologisk forskel på V og S? Eller måske viser det bare, at politikerne har overladt det til embedsmændene at føre politik – mens de selv har vigtigere ting for?

Der er stadig små to år til folketingsvalget. Måske vil de borgerlige vågne af tornerosesøvnen, hvis de fornemmer, at borgerne ikke vil have denne amatør-agtige reform? Hvis vi ellers gider gøre embedsmændene rangen stridig som de, der skaber det politiske indhold, er der her nogle pejlemærker, der burde kunne samle de borgerlige om en friere folkets skole:

• Giv lærerne en universitetsbaseret uddannelse
• Sæt skolerne fri til at vælge deres egen kurs
• Lærerne skal have tid til at undervise eleverne
• Skolelederne skal have fokus på faglig kvalitet
• Der skal være mere frihed og fritid for familierne
• Tættere dialog mellem skole og forældre