Søren Pinds afløser: Vi er nødt til at passe bedre på os selv og hinanden

Politiske slagsmål og interne stridigheder kan slide på de fleste. Søren Pinds afløser, Martin Geertsen, mener derfor, at politikerne i Folketinget - også i Venstre - er nødt til at blive bedre til at passe på hinanden.

(ARKIV) Venstres Martin Geertsen understreger, at han ikke anklager nogen for Søren Pinds exit. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Da Søren Pind (V) i denne uge offentliggjorde sin exit fra dansk politik, lød begrundelsen, at han følte sig tømt, og at kræfterne var sluppet op. Siden fik det meste af det politiske Danmark travlt med at begræde afskeden med Pind.

Men for at undgå lignende situationer i fremtiden, er partierne og politikerne nødt til at kigge indad, mener Martin Geertsen (V), der har overtaget Søren Pinds plads i Folketinget. Man er nødt til at passe bedre på hinanden og sig selv, lyder det.

»Vi har ikke været gode nok til at opdage, at Søren Pind åbenbart var ved at løbe tør for energi. Det er vi nødt til at blive bedre til, for vi har brug for profiler som Søren. Vi er nødt til at samle hinanden op og spørge: »Hvad kan vi gøre, for at du ikke brænder ud som en del af vores parti?«,« siger Martin Geertsen.

»Jeg ved godt, at politik er en kampsport, og at det nogle gange kan gå hårdt for sig. Men vi er nødt til i partierne at holde øje med hinanden og styrke de profiler, vi har, og som vi har brug for,« lyder det videre fra Martin Geertsen.

Efter ministerrokaden skrev Geertsen på Twitter, at han mente Søren Pinds farvel til politik burde give anledning til selvransagelse - både hos Venstre og blandt de øvrige partier.

»Det må simpelthen kunne gøres bedre,« lød det afslutningsvis i Geertsens tweet.

»Det er enormt slidsomt«

Martin Geertsen understreger, at han ikke anklager nogen for at være skyld i Søren Pinds exit. Hverken Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, partiets top eller kollegerne på Christiansborg. Men man bør tage ved lære af Pinds afsked, siger han.

Hvordan det skal gøres konkret ved Geertsen ikke. Men han vil åbne for en diskussion i partiets Folketingsgruppe, fortæller han. Det er ikke fordi Venstre skal have en HR-afdeling, som det ses i mange virksomheder, men partiet skal have nogle retningslinjer eller aftaler for, hvordan man passer på hinanden, mener han. Særligt politiske slagsmål for slagsmålets skyld advarer Geertsen imod. Det oplevede han selv, da han fra 2011 til 2015 var en del af Folketinget.

»Jeg brugte mange kræfter på politiske slåskampe, som ikke er særligt relevante for de vælgere, der sidder ude på den anden side af Christiansborgs tykke vægge. Det er enormt slidsomt,« siger Martin Geertsen. Han fortæller, at han ikke synes, det er voldsomt hårdt at være politiker, men det kunne det nemt blive.

»Man er nødt til at passe på sig selv, for det kan godt blive meget personligt og krybe ind under huden på en. Det er derfor, det er vigtigt, at vi husker at holde øje med hinanden.«

Interne kampe gør ondt

Foruden de politiske slagsmål mod Christiansborgs andre partier advarer Martin Geertsen også imod interne kampe og dueller. Selv om han betegner det som sund konkurrence, når alle jagter de politiske poster, der er på spil, stiller det også krav til, at man husker at gøre det på en ordentlig måde.

»Det er langt værre at slås med sine egne, hvis man havner i den situation, end med modstandere. Ligesom det også gør mere ondt at skændes med sin familie end med naboen. Det er simpelthen forfærdeligt, når det sker,« siger Martin Geertsen. Han mener, at det er ekstra vigtigt i den slags situationer, at man passer på hinanden.

»Når jeg siger det, ved jeg godt, at det også stiller nogle krav til mig selv fremover.«

Selv om Martin Geertsen ikke vil pege på interne stridigheder som forklaringen på Søren Pinds farvel til politik, har den tidligere minister været igennem en del kampe, siden han som 15-årig trådte ind i Venstres Ungdom.

Blandt de mest kendte kampe, er den om de ti liberale teser, der i starten af 00erne var tæt på at koste Søren Pind livet som Venstre-politiker. Men også i slutningen af 1990erne, da han var en del af Københavns Borgerrepræsentation var han igennem et hårdt opgør med daværende spidskandidat Bente Frost. Ved kampen om formandskabet i Venstre i 2014 stod Pind igen ved frontlinjen som en af Lars Løkke Rasmussens mest trofaste støtter.

»Jeg tror, det var mange ting, der var med til at slide Søren ned. Noget af det, har han selv rodet sig ud i. Han har kastet sig ind i mange slagsmål,« siger Geertsen om manden, hvis plads i Folketinget han har overtaget. Han fortsætter:

»Men vi er simpelthen nødt til at have en snak om, hvordan vi sikrer, at det ikke sker igen, og hvordan vi undgår at også mindre originale politikere end Søren Pind glider ud mellem fingrene på os.«